13/05-14
-
Pressemeddelelse
From Hell to Hollywood
Ét af de mest ikoniske krigsfotos, der nogensinde er taget udstilles på Danmarks Fotomuseum. Associated Press-fotografen og Pulitzerpris-modtageren Nick Ut viser sine billeder fra Vietnam-krigen.
Fotografen, der var med til at stoppe Vietnam-krigen
Et billede, der uvilkårligt kommer frem på vor nethinde, når Vietnam-krigen omtales, er det berømte billede af en lille nøgen pige, der stærkt forbrændt flygter fra hendes landsby efter et flyangreb med napalm-bomber. Fotografen bag billedet er Nick Ut, og han udstiller nu på Danmarks Fotomuseum i Herning.
Napalm Girl
Det verdenskendte billede, populært kaldet "Napalm Girl", blev taget den 8. juni 1972 og var hermed med til at gøre Nick Ut kendt, fra den ene dag til den anden, for ét af de mest ikoniske krigsfotos, der nogensinde er taget. Og det indbragte Nick Ut Pulitzerprisen i 1973. Billedet blev samtidigt et symbol for kampen mod Vietnam-krigen, fordi det på barsk vis viste den gru og rædsel, som civilbefolkningen var udsat for.
Kim Phuc
Efter napalmangrebet fik Nick Ut den forbrændte 9-årige Kim Phuc bragt til et hospital, og han sørgede for, at hun kom i behandling. Nick Ut besøgte hende ofte på hospitalet under den over 1 år lange indlæggelse. Det er sidenhen blevet til et livslangt venskab mellem Kim Phuc og Nick Ut. Kim Phuc er i dag goodwill ambassadør for UNESCO, og hun har viet sit liv til at arbejde for fred i verden. Kim Phuc har stiftet en fond, der skal hjælpe børn som har været udsat for krige.
Stoppede krigen
- Når jeg er hjemme i Vietnam, takker de mig for at have stoppet Vietnam-krigen. Jeg er en helt der, fortæller Nick Ut. - Mit liv forandrede sig meget. Alle vidste, hvem jeg var. Det ved de stadig. Amerikanerne kommer stadig grædende og takker mig, fordi de ikke skulle i krig, eller fordi de kom tidligere hjem fra krigen. Billedet stoppede krigen. Jeg har lavet mange berømte billeder, men dét der glemmer folk aldrig, siger Nick Ut.
Besøg på fotomuseet
Aftalen om en udstilling med Nick Uts billeder kom på plads i forbindelse med Nick Uts ophold i Danmark i 2012. Her besøgte han fotomuseet, og han blev imponeret over samlingens omfang og den måde, den blev vist på. - Der er meget historie her. Jeg har aldrig set det præsenteret så smukt. Jeg elsker at se de gamle kameraer. Her ser jeg alle de kameraer, jeg har brugt i min tid, siger Nick Ut.
Billeder af kendte
Foruden Nick Uts billeder fra Vietnam-krigen bliver der på udstillingen samtidigt vist billeder af de kendte fra Hollywood og billeder fra Vietnam i dag samt andre af Nick Uts gode pressefotos.
Kameraer og uniform
Som et ekstra kuriosum på fotoudstillingen kan museets gæster se en særudstilling med nogle af de Nikon-kameraer, som Nick Ut har brugt, blandt andet i Vietnam. Kameraerne er suppleret med den originale uniform, som Nick Ut anvendte, da han var udsendt som reportagefotograf for nyhedsbureauet Associated Press i Vietnam.
Nick Ut, der er 63 år, er amerikansk statsborger og bor i Los Angeles, hvor han beskæftiger sig ved presse- og portrætfotografi for Associated Press. Ud over at være en kendt og populær fotograf i USA, er Nick Ut også kendt og særdeles respekteret for sit arbejde for velgørenhed, ikke mindst i Vietnam.
Udstillingen har titlen: "From Hell to Hollywood", og den kan ses på Danmarks Fotomuseum i perioden 6. juni - 5. oktober 2014.
Pressekontakt
Bjarne Meldgaard
museumsleder
97225322