10/12-14
-
Pressemeddelelse
Fotoudstillingen Afghan Tales
Med fotoudstillingen Afghan Tales præsenterer Danmarks Fotomuseum og Commerce & Culture en unik samling af det bedste inden for afghansk samtidsfotografi, med værker af mere end 20 unge afghanske fotografer, der arbejder inden for kunstfotografi, dokumentarisme og pressefotografi.
At se Afghanistan gennem afghanske fotografers virke, muliggør en sjældent intim tilstedeværelse i øjeblikke, processer og konflikter i både den offentlige og private sfære, og viser således betydningen af hverdagslivet. Udstillingen byder både på serier og enkeltstående fotografier af kraftfulde, poetiske og humoristiske kvaliteter, og præsenterer derved publikum for overraskende og tankevækkende aspekter i et land med mange facetter, som vi alle kender til, men kun de færreste af os ved ret meget om. Det er første gang, et dansk publikum får mulighed for at se Afghanistan med afghanske fotografers blik.
Mange af de udstillende fotografer har oplevet at blive truet på livet, kidnappet og arresteret, både på grund af de historier, de har forfulgt, men sommetider også bare, fordi de er fotografer.
Nye dimensioner
- Afghan Tales skal udfordre folks forestillinger omkring Afghanistan. De lokale afghanske fotografer fremstiller deres lands kultur markant anderledes end vestlige fotografer. Gennem deres syn på Afghanistan kan vi få nuanceret og udvidet vores forståelse af landet, og se nogle helt nye dimensioner af den afghanske hverdag, fortæller Thomas Damgaard fra Commerce & Culture, én af ophavsmændene bag udstillingen. Sammen med partneren Morten Nilsson er han initiativtager til fotoudstillingen Afghan Tales. Idéen til udstillingen udspringer fra et ønske om at kunne berette en mere nuanceret kulturfortælling end den, der ofte ses skildret i vestlige medier. Thomas ser udstillingen som en mulighed for at give afghanere en stemme til selv at definere deres virkelighed og historie. Udstillingen bliver derved også en platform for de afghanske fotografer, der her får en sjælden mulighed for at styrke deres internationale netværk.
Billedet som kulturforståelse
Billeder af krig efterlader et tydeligt spor. Og netop den vestlige fremstilling af den afghanske kultur er i høj grad præget af krig, terror, kvindeundertrykkelse og Taliban. Men der findes også en anden virkelighed, og det er den Afghan Tales forsøger at indfange. Ikke gennem vesteuropæiske fotografers linser, men gennem lokale afghanske fotografers registrering af et rigt kulturliv og en dagligdag med mange - og ofte uventede - facetter.
Thomas Damgaard forventer, at udstillingen både vil overraske og udfordre danskernes opfattelse af Afghanistan og give et dybere indblik i landet.
- Den forståelse vi har af den afghanske kultur er vigtig. Vi har haft et så langvarigt engagement i Afghanistan i kraft af krigen. Vi har et billede af Afghanistan og på grundlag af dette, danner vi vores holdninger. Vi er aktivt involveret, og derfor har vi også en forpligtelse til at forstå landet på dets egne præmisser. Billederne repræsenterer en bred opfattelse af tingenes tilstand i Afghanistan. Langt bredere end det, man normalt får formidlet. Ofte handler det jo udelukkende om krig, siger Thomas Damgaard.
Historien bag udstillingen
Thomas stiftede første gang bekendtskab med afghanske fotografer i slutningen af 2011, da han og Morten Nilssons virksomhed, Commerce & Culture, blev inviteret til Afghanistan af Center for Kultur og Udvikling og Den danske Ambassade i Kabul. Formålet med rejsen var at bidrage til en fotografisk udvikling i landet. Commerce & Culture fik i den forbindelse kontakt til et netværk af de bedste, lokale fotografer og tog initiativ til at starte organisationen Afghan Photography Network (APN).
APN er tænkt som et fagligt netværk af fotografer, der blandt andet arbejder for at forbedre arbejdsvilkårene for fotografer i Afghanistan og ikke mindst for at sikre deres ophavsrettigheder. Det var herigennem, at Commerce & Culture opdagede kvaliteten og dybden af det afghanske fotografi, som senere blev udgangspunktet for at Commerce & Culture på eget initiativ skabte udstillingen Afghan Tales.
Stiller flere spørgsmål, end den besvarer
Thomas Damgaard understreger, at udstillingen ikke har et politisk sigte. Det er en fotografisk udstilling, hvor afghanske fotografer kan formidle deres fortællinger, idéer og budskaber. Og selv om alle fotos er taget af lokale afghanske fotografer, er det langt fra en fælles fortælling. Udstillingen berører således mange forskellige temaer og repræsenterer et bredt udsnit af stilarter inden for fotografiet.
Udstillingen kan ses på Danmarks Fotomuseum i perioden 30. januar - 19. april 2015.
Pressekontakt
Bjarne Meldgaard
museumsleder
97225322