06/10-11
-
Pressemeddelelse
Grimmerhus: Internet på vase
Hvordan formgiver man Internettets virtuelle struktur i et kunstværk?
På Danmarks Keramikmuseums udstilling 'Erindring og Erkendelse' præsenterer den internationalt anerkendte keramiker Barbro Åberg en række helt nye, unikke værker, som sætter form på den virtuelle kontakt, der foregår mennesker imellem over hele verden.
I tråd med en række samtidskunstnere, bl.a. Tal R og Trine Boesen har den flygtige, forgrenende rumopfattelse, der kendetegner Internettet, inspireret Barbro Åberg.
- Udfordringen for mig har ligget i at omsætte en allestedsnærværende bevidsthed om Internettets sociale struktur til en fysisk form. Hvordan afbilder man den flygtige, virtuelle kontakt mellem mennesker verden over? Det er jo ikke et fysisk fænomen, man mødes jo ikke engang og alligevel udspiller det sig, siger Barbro Åberg.
Med titlen 'Erindring og Erkendelse' fokuserer udstillingen på det ubevidste materiale, der i løbet af den kunstneriske proces tager konkret fysisk form og skaber erkendelser.
Født og opvokset i det nordlige Sverige, rejste Barbro Åberg som ung rundt i USA, før hun i 1986 blev optaget på Designskolen Kolding og bosatte sig i Danmark.
Internettet har imidlertid gjort det muligt for hende at genetablere kontakten til mennesker, hun oprindeligt havde mistet forbindelsen til.
I en række værker søger Barbro Åberg at omsætte det ubeviste tankestof om Internettet til konkrete, men spinkle og elegante ja nærmest metafysiske keramiske værker, der materialiserer Internettets sociale strukturer.
Udstillingen 'Erindring og Erkendelse' vises fra 16. oktober til 15. januar 2012.
Relevant information
http://www.grimmerhus.dk/
Firma
Danmarks Keramikmuseum - Grimmerhus
Kongebrovej 42
5500 Middelfart,
Danmark
64 41 47 98
23 39 09 22
http://www.grimmerhus.dk/
Modtag nyheder fra Danmarks Keramikmuseum - Grimmerhus på mail
Tilmeld dig her