31/10-11
-
Pressemeddelelse
Lungebombe under rygeres arbejdsmiljø
Årets undersøgelse om danskernes kendskab og holdninger til tobaksforurenet luft viser, at mange danskere inhalerer en farlig lungebombe, når de både arbejder i et støvet arbejdsmiljø og samtidig ryger. Der er behov for en helt særlig indsats fra myndighedernes side, mener Danmarks Lungeforening og en ekspert i miljø- og arbejdsmedicin.
En ny undersøgelse om danskernes kendskab og holdninger til tobaksforurenet luft giver nu for første gang viden om hvor mange, der trækker en livsfarlig cocktail af forurenet luft ned i deres lunger. I undersøgelsen er 5.389 danskere bl.a. blevet bedt om at svare på, om de ryger, og om de er udsat for støv i deres arbejdsmiljø. Mennesker, der ryger, og er udsat for støv i arbejdsmiljøet, har nemlig en meget forhøjet risiko for at udvikle alvorlig lungesygdom.
Undersøgelsen viser foruroligende resultater: Hver fjerde, der ofte er udsat for støv i arbejdsmiljøet, ryger hver dag. Når man både ryger dagligt og i hverdagen er udsat for støv i arbejdsmiljøet, så udsætter man sine lunger for den værst tænkelige cocktail.
Undersøgelsen viser desuden, at blandt mennesker, der ryger, som ofte eller engang imellem er udsat for støv i arbejdsmiljøet, er det lærlinge, elever og arbejdere, der i særlig grad er udsat. 24 procent af lærlinge og elever ryger samtidig med, at de ofte eller engang imellem er udsat for støv i arbejdsmiljøet. For ufaglærte arbejdere er det 18 procent og for faglærte arbejdere 14 procent. Til sammenligning er tallet for alle erhvervsgrupper samlet otte procent. Det er således primært de ufaglærte og faglærte arbejdere samt de unge lærlinge/elever, der udsættes for en særlig risiko.
Administrerende direktør i Danmarks Lungeforening, Anne Brandt, er meget bekymret for tallene:
"Danskerne ved jo ikke, hvor sindssygt farlig denne kombination af rygning og støv i arbejdsmiljøet er. Vi bliver nødt til at give dem, der er udsat for den farlige cocktail, viden og tilbud, der kan hjælpe dem med at forstå den fare, de udsætter sig selv for. Jeg tror en helt konkret løsning kunne være, at alle arbejdspladser med støv, dampe og gasser jævnligt får besøg af et lungekorps, der måler medarbejdernes lungefunktion og informerer ledelse og medarbejdere om den farlige cocktail af partikler. Samtidig kunne lungekorpset tilbyde hjælp til rygestop - især til de medarbejdere, som har særligt svært ved at holde op."
Arbejdstilsynet bør prioritere lungesygdomme
Den livsfarlige kombination af luftbårne partikler er sandsynligvis ikke noget rygerne er særligt opmærksomme på. Også selv om lungesygdomme er den tredje mest hyppige arbejdsrelaterede sygdom i EU. Torben Sigsgaard, professor i miljø- og arbejdsmedicin, mener området er temmelig overset - også af Arbejdstilsynet:
"I Danmark skønnes det, at vi hvert år mister 15.000 gode leveår som følge af erhvervsrelaterede lungesygdomme. Jeg kan kun opfordre Arbejdstilsynet og Folketingets partier bag aftalen om arbejdsmiljøindsatsen frem mod 2020 om at begynde at prioritere erhvervsbetingede lungesygdomme. Lungesygdomme skal ind på Arbejdstilsynets liste over prioriterede områder, og vi mangler videnskabelige undersøgelser og studier af arbejdsrelateret KOL og astma i Danmark. Det er et område, der, ikke mindst efter disse nye tal fra undersøgelsen, bør prioriteres meget højt."
Kombi af skadelige partikler er yderst farlig
Tobaksforurenet luft og støv samt skadelige partikler fra trafikken m.v. øger alle risikoen for sygdom, men det er kombinationen af partiklerne, der er særlig farlig. Nogle brancher er særligt hårdt ramt af den farlige cocktail af mindst to forskellige typer af forurenet luft:
· 39 % i transportbranchen
· 38 % i reparationsbranchen
· 32 % i bygge- og anlægsbranchen
· 24 % inden for fremstilling
KONTAKT
Anne Brandt, administrerende direktør i Danmarks Lungeforening, tlf. 22 56 30 92
Torben Sigsgaard, professor i miljø- og arbejdsmedicin, Aarhus Universitet, tlf. 28 99 24 26
Relevant information
http://www.lunge.dk
Firma
Danmarks Lungeforening
Strandboulevarden 47B
2100 København Ø,
Danmark
+45 22 56 65 15
+45 22 56 65 15
http://www.lunge.dk