15/04-11
-
Pressemeddelelse
Der skrues op for dansen med syv mio. kr. fra Nordea-fonden
Med projektet Dans 24/7 vil Dansens Hus allerede fra denne sommer byde endnu flere op til dans i alle afkroge af landet. Nordea-fondens støtte på 7 mio. kr. sikrer, involvering af over 100.000 deltagere i løbet af de næste tre år.
Dans 24/7 sætter fokus på dans og danseglæde hele året og muliggør bl.a.:
* Årets Dans, hvor alle kan byde ind med deres koreografiforslag, der publiceres på Youtube. Året Dans udvælges af publikum, der stemmer på deres favorit over nettet.
* Dansebussen, hvor professionelle dansere tager ud på skoler, i børnehaver, på plejehjem og virksomheder og bl.a. underviser i Årets Dans.
* Dance Attack kommuner hvor der gøres en særlig lokal indsats for dansen gennem et samarbejde mellem kommuner, Dans 24/7 og lokalsamfundet.
Dans 24/7 vil udbrede glæden ved dans i alle landets afkroge, for alle aldre og på tværs af stilarter. Dans 24/7 indeholder en lang række begivenhedsnedslag i løbet af året, hvor spydspidsen er fejringen af Dansens Dag d. 29. april. Begivenheder og aktiviteter, som opbygges over året, samler kræfterne og kulminerer på denne dag, som fejres over hele verden. Dansens Dag er vokset eksplosivt i Danmark fra at være næsten ikke eksisterende før 2007 til i 2010 at være verdens største med over 100.000 deltagere i fejringen.
Protektor for Dansens Dage, Peter Bo Bendixen, udtaler:
"Det er fantastisk, at Nordea-fonden vælger at støtte dansen i en tid, hvor alting går stærkt, og meget foregår virtuelt. Det er fremragende, at der er vilje til at arbejde med og støtte noget, der er kropsligt og fysisk. Dans handler om at tage del i noget større, om at mødes på tværs af genrer og kulturer, og med Nordea-fondens støtte bliver det også muligt de kommende år."
Sekretariatschef Ulla Björnsson, Nordea-fonden, udtaler:
"Dans giver livsglæde, motion og masser af socialt samvær. Vi håber, at rigtig mange mennesker over hele landet vil benytte sig af de mange forskellige dansetilbud fra Dans 24/7". Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv har tidligere støttet Dansens Hus med 7 mio. kr. til projektet Dansens Dage (2009-2011).
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Direktør for Dansens Hus, Benedikte Paaske, på tlf. 3586 8610
Kommunikationschef i Nordea-fonden, Tine Wickers, på tlf. 3333 5770
Relevant information
http://www.dansensdage.dk