Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/08-11   -   Pressemeddelelse

Seks lektier, du bør lære af Pandora

90 procent af investeringen er tabt for de uheldigste Pandora-aktionærer, der købte på toppen og solgte på bunden. Læs her, hvad du kan lære af Pandora-katastrofen.

Pandora funklede af succes, da smykkekoncernen 5. oktober sidste år bragede ind på børsen til kurs 225. Til trods for tøven fra nogle professionelle investorer var aktien blevet overtegnet allerede på andendagen af emissionen, hvor aktien blev udbudt i intervallet 175 til 225.

På første handelsdag steg den til kurs 263, og i januar nåede Pandora op på kurs 367. Men derfra er kursen stort set kun gået nedad, selv om topchef Mikkel Vendelin Olesen i april opjusterede selskabets vækst-forventninger for at mane kriserygter i jorden. Og i tirsdags overrumplede selskabet med en voldsom nedjustering og en fyreseddel til topchef Mikkel Vendelin Olesen.

Dén nyhed bombede aktiekursen ned omkring kurs 40-50 i ét særdeles "unforgettable moment", for nu at citere Pandoras slogan. De uheldigste investorer har altså mistet op mod 90 procent af deres investering fra toppen i januar til bunden i august.

Kunne nedturen have været forudset? Kunne man have begrænset sit tab? Hvad kan man som privat investor i det hele taget lære af Pandoras fald fra tinderne?

Her er seks lektier, du bør lære af aktiegyseren Pandora:

1. Læs analyser fra uvildige analytikere - husk at bankerne er sælgere

Før Pandora nedjusterede i tirsdags, anbefalede 10 ud af 12 bank-analytikere køb af Pandora-aktier. De var i klar opposition til uafhængige analytikere, der allerede ved børsnoteringen advarede om, at Pandora var en særdeles risikabel affære:

Op til børsintroduktionen sidste år bad Dansk Aktionærforening den uafhængige analytiker Lau Svenssen, Aktieinfo.net, om at vurdere Pandora, og han vurderede, at Pandora var alt for risikabel. Lignende advarsler lød der dengang fra Dansk Aktie Analyses Peter Falk-Sørensen og AktieUgebrevets Morten W. Langer.

Bank-analytikere vil altid sværge på, at deres anbefalinger er fuldstændig uafhængige af bankernes økonomiske interesser i at lange nogle aktier over disken. Men de er samtidig notorisk kendt for at udsende langt flere købs-anbefalinger end salgs-anbefalinger.

Før sommeren var der for eksempel 3,5 gange så mange købs-anbefalinger som salgs-anbefalinger på danske C20-aktier. Også hele vejen gennem finanskrisen vrimlede det med købs-anbefalinger fra bankernes analytikere.

Dertil kommer, at det er svært at forestille sig, at en bank som Nordea, der var med til at sende Pandora på børsen til kurs 225, kort tid derefter skulle melde ud, at analytikerne i en anden afdeling af banken da for resten mener, at aktien er vildt overvurderet.

Endelig skal man huske, at bankernes anbefalinger er ret kortsigtede. Typisk er der tale om gæt på, hvor aktien vil lige om 12 måneder. Men på så kort sigt er en terning måske i virkeligheden bedre til at forudsige fremtiden, for verdensøkonomien, aktiemarkederne og mange andre faktorer svinger så meget og hyppigt, at de på kort sigt ofte betyder mere for et selskabs aktiekurs end selskabets egne resultater.


2. Hold ledelsens forventninger ud i strakt arm

Dårlige nyheder bliver dårligere og dårligere, jo længere man gemmer på dem. Det ved professionelle direktører og bestyrelser godt, og derfor er vi vant til, at store selskaber relativt hurtigt udsender fondsbørsmeddelelser, når de ser nye tendenser i markedet. Vi er også vant til, at de kender deres forretninger gennem mange år og ved, hvilke indikatorer der er afgørende for, om et marked er ved at vende.

I Pandora må vi konstatere, at ledelsen enten har været jubeloptimister, har været helt uden fornemmelse for deres egen forretning, har vildledt aktiemarkedet - eller det hele på én gang. De uafhængige analytikere udmærkede sig ved, at de ganske enkelt ikke troede på, at Pandora kunne fastholde sin utrolige vækst, uanset hvad ledelsen påstod.


3. Vær på vagt over for utrolige succeser

Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så ér det ofte også for godt til at være sandt. Vi kan alle huske enkelte selskaber som Google, Apple og vores egen Novo Nordisk, der har kunnet fastholde utrolige resultater over lange perioder. Men vi har det med at glemme alle dem, der ikke levede op til forventningerne: Korthuse som IT Factory, Nordisk Fjer, Roskilde Bank, Enron og Bernard Madoff var alle utrolige succeshistorier, lige indtil kort før de væltede.

Pandora har lige siden sin børsnotering fastholdt, at selskabet kunne fortsætte sin imponerende vækst fra de sidste år op til børsnoteringen. Det valgte de fleste bank-analytikere - og aktiemarkedet generelt - at tage for gode varer. Men omvendt var det lige præcis dér, de uafhængige analytikere blev mistænksomme, for kunne det virkelig passe? Ganske vist havde Pandora været en guldrandet investering, hvis det var lykkedes - men med høje forventninger følger også en høj risiko for, at noget kan gå galt.


4. Pas på glamour-aktier

Vær forsigtig med aktier, der er meget omtalte, aktier der er steget meget, og aktier hvor forventningerne er meget (måske urealistiske) høje.

Private investorer har en tendens til at kaste deres kærlighed på spændende aktier, der producerer forståelige produkter, som man kan identificere sig med: Vindmøller, smykker, fodbold eller måske den lokale bank nede på hjørnet med den flinke bankrådgiver.

Men den slags siger ikke noget om, hvorvidt selskabet er en god investering. Så vær på vagt, når det hele bliver lidt for glanspoleret: Den bedste investering er måske det selskab, der aldrig sælger for en krone til almindelige forbrugere, men i stedet leverer en drønkedelig, men stabil ydelse for andre drønkedelige, stabile selskaber.

5. Pas på grådigheden og rebalancér dine investeringer jævnligt

Husk at tage din gevinst hjem i tide. Den investor, som købte Pandora-aktier ved børsintroduktionen og solgte på bunden, har tabt 82 procent af sin investering. Men havde han solgt halvdelen, da kursen toppede, havde det samlede tab kun været på 26 procent.

Det er i praksis umuligt at sælge præcist på toppen. Men du kan minimere din risiko ved fra tid til anden at gå dine investeringer efter i sømmene og vurdere, om de aktier, der er steget mest, derved er kommet til at fylde for meget i porteføljen. Er de det, bør du skifte en del af dem ud med andre aktier, så du aldrig løber højere risiko, end du har planlagt - og leve med muligheden for, at de aktier, du har solgt, stiger yderligere.

6. Spred altid, altid, altid dine investeringer

Selv C20-selskaber og store internationale aktier kan pludselig byde på grimme overraskelser. Super-stabile Novo Nordisk er lige nu Danmarks mest værdifulde selskab og den absolutte duks i C20-klubben. Novo Nordisk lever af at sælge diabetes-medicin, hvor efterspørgslen kun stiger og stiger i takt med, at flere og flere mennesker i verden får livsstilssygdomme. Men hvad nu hvis nogen i morgen finder kuren mod diabetes?

Alle selskaber har akilleshæle og risikomomenter, som man ikke kan gardere sig imod. Men man kan minimere sin samlede risiko ved at følge investeringens grundregler og sprede sine investeringer på forskellige selskaber i en bred vifte af lande og brancher.

Ligesom du spreder dine investeringer over geografi og brancher, bør du i øvrigt også sprede dem over tid. Ingen kan forudse, hvornår aktiemarkedet eller en enkelt aktie når toppen eller bunden. Men hvis du køber eller sælger alle dine aktier på én gang, løber du en større risiko for at købe på toppen eller sælge på bunden. Investerer du i stedet drypvis, minimerer du din risiko og gør dit afkast mere stabilt.

Pressen kan citere efter de normale citatregler.

Relevant information

http://www.shareholders.dk/


Pressekontakt


Firma

Dansk Aktionærforening
Amagertorv 9, 3. sal Postboks 1140
1010 København K, Danmark

  51 50 92 12
  51 50 92 12

http://www.shareholders.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Aktionærforening på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater