24/02-11
-
Pressemeddelelse
Ny motionsportal gør det sjovere for danskerne at motionere
En ny motions-portal og en årlig, landsdækkende motionsfestival skal inspirere danskerne til at motionere mere til glæde for dem selv og folkesundheden. Det er den enkle vision, der samler Dansk Atletik Forbund, TryghedsGruppen og Jyllands-Posten i en fælles indsats om at ska be Danmarks bedste online-fællesskab for landets mere end 800.000 motionister samt nye motionister.
Fællesskabet hedder MotionDANMARK og skal give allerede aktive samt nybegynderne mere viden, mere hjælp og langt mere udbytte og glæde af motion ved at trække på MotionDANMARKS eksperter fra den danske eliteidræt.
"Målet med MotionDANMARK er at samle landets motionister i et fællesskab, der inspirerer med alt vedrørende træning, hjælper med at motivere folk og giver medlemmerne mulighed for at deltage i sjove motionsgimmicks. Vi vil ganske enkelt gøre det langt mere spændende og attraktivt at dyrke motion - uanset om det er løb, styrketræning, stavgang eller en god gåtur i rask tempo. Vi vil med andre ord give danskerne mulighed for mere, bedre og sjovere motion" siger formanden for Dansk Atletik Forbund, Lars Vermund.
Når portalen går i luften 1.juni, vil det være med en lang række eksperter med en solid baggrund i den danske idrætselite, der vil bidrage med deres specialistviden, samtidig med at man også vil kunne finde nye træningspartnere, diskutere de bedste pulsure eller holde logbog over sin egen træning. Derudover vil MotionDANMARK hvert år komme rundt i hele Danmark og afholde en stor motionsfestival med nyskabende motionsformer og sjove konkurrencer for alle, hvad enten du er erfaren motionist eller spæd nybegynder.
Folkesundhed er nøgleordet
I Danmarks Idræts-Forbund hilses den nye motionsportal hjertelig velkommen:
"Det er et meget stort skridt for den danske folkesundhed og idrætsliv. Der er mange store og gode potentialer i dette, som passer rigtig godt sammen med DIF's mål om at få flere mennesker til at dyrke motion og blive sundere", siger formanden for Danmarks Idræts- Forbund, Niels Nygaard. Også administrerende direktør Lennart Meineche fra TryghedsGruppen, MotionDANMARKS hovedsponsor, ser store potentialer i det nye samarbejde:
"Vi vil gerne yde et bidrag til mere folkesundhed. Det ligger i naturlig forlængelse af TryghedsGruppens fokus på sundhed - ikke mindst af forebyggende karakter. Derfor er vi gået ind som hovedsponsor for MotionDANMARK. Vi ser unikke muligheder for at etablere et stærkt og unikt fællesskab om en sag, der vedrører os alle. Flere skal dyrke motion. Og dem, der allerede er aktive, skal holde ved og have flere gode oplevelser", siger Lennart Meineche.
Chefredaktør Henrik Thomsen, Jyllands-Posten, som er mediepartner for MotionDANMARK og bl.a. skal levere en del af indholdet til sitet, siger:
"Vi ved, at en stor del af vore læsere er aktive motionister. I vores avissektion Puls er et af fokusområderne motion, og MotionDANMARK-portalen ligger lige i forlængelse af Puls, som udkommer fire gange om ugen."
Yderligere oplysninger
Formand for DAF Lars Vermund, tlf. 40 45 45 40
Formand for DIF Niels Nygaard, tlf: 43 26 26 26
Adm. direktør i TryghedsGruppen Lennart Meineche, tlf. 45 26 08 26
Chefredaktør Henrik Thomsen, Jyllands-Posten, tlf: 20 19 41 13.
Relevant information
http://www.dansk-atletik.dk