15/04-10
-
Pressemeddelelse
Projektkonkurrence om visuel identitet for det danske EU-formandskab 2012
Udenrigsministeriet indbyder designere, grafikere og alle andre med interesse for emnet til at deltage i en projektkonkurrence om en visuel identitet , herunder et logo, for det danske EU-formandskab 2012.
Projektkonkurrencen afholdes i samarbejde med Dansk Design Center og udskrives den 15. april 2010. Projektkonkurrencen gennemføres som en begrænset konkurrence med forudgående prækvalifikation. Førstepræmien er kr. 100.000. Den samlede præmiesum er kr. 200.000.
Projektkonkurrencen vil forløbe i to faser:
1. En projektkonkurrence om udarbejdelse af logo
2. Vinderen af projektkonkurrencens efterfølgende videreudvikling af designprogram.
Honoraret for videreudvikling af designprogrammet er fastsat til kr. 700.000. Kontrakten om videreudvikling af designprogrammet vil alene blive indgået med den deltager, der får tildelt førstepræmien i projektkonkurrencen. Deltageren skal derfor være i stand til at varetage både fase 1 og fase 2.
Prækvalifikationsmaterialet er offentliggjort på Dansk Design Centers hjemmeside og kan hentes på www.ddc.dk/eu2012
Interesserede deltagere kan indtil den 14. maj 2010 kl. 16.00 indsende eller personligt aflevere anmodning om prækvalifikation til Dansk Design Center.
Et sekretariat vil afgøre, hvilke deltagere der er kvalificeret til at varetage fase et og to i projektkonkurrencen. Besked herom vil tilgå deltagerne 28. maj 2010.
Jury
Forslagene til projektkonkurrencen bliver bedømt af en jury med følgende sammensætning:
· Udenrigsministeren (formand)
· Departementschef Karsten Dybvad, Statsministeriet
· Grafisk designer Johan Adam Linneballe
· Grafik designer Jacob Wildschiødtz
· Grafisk designer Christina Bruun Olsson
· Arkitekt Mads Quistgaard.
Bedømmelsen af de indkomne forslag afsluttes ultimo september 2010.
Danmark overtager formandskabet i EU 2012
Danmark overtager for 7. gang formandskabet i EU 1. halvår 2012. Det vil gennem et halvt år være Danmark, der skal sætte dagsordenen, planlægge og afvikle møder. Det forventes, at formandskabslandet tjener hele Fællesskabets interesse.
Formandskabet giver mulighed for at:
· placere Danmark politisk i Europa som et fortsat engageret og seriøst medlem af EU,
· præge løsningen af igangværende opgaver og medvirke til at sætte nye dagsordener. Formandskabet skal derfor også bruges til at sætte ekstra skub i danske mærkesager og interesser,
· fremme Danmarks placering i omverdenen, erhvervsmæssigt, kulturelt mv.
Relevant information
http://www.ddc.dk/
Firma
Dansk Design Center
HC Andersens Boulevard 27
DK 1553 København V,
Danmark
33 69 33 09
http://ddc.dk/