Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/01-11   -   Pressemeddelelse

Et renere Danmark med dansk design

Kommunerne og Vejdirektoratet bruger tilsammen over en halv milliard kr. årligt på at fjerne henkastet affald, og ikke mindst langs vejene og på rastepladserne er affaldet et stort problem. De eksisterende løsninger opfylder ikke bilisternes reelle behov, men et nyt initiativ fra Dansk Design Center og Hold Danmark Rent inddrager designere som løsning på problemet.

Danske bilister bruger i stigende grad vinduet som skraldespand. Cigaretten og fastfoodemballagen kyles ud midt på motorvejen, og hele affaldsposer smides på veje og rastepladser. Selvom de fleste ikke synes, at det er i orden at smide affald ud af bilen, indrømmer 59 % af bilisterne alligevel, at de kan finde på at gøre det.

Problemet er, at vi opholder os mere i bilen. Der køres længere og uden ophold, og vi spiser og drikker på farten. Men der er intet sted at gøre af affaldet inde i bilen, og på rastepladserne findes ingen tidssvarende affaldsløsninger for hurtig og nem bortfjernelse af affald.

Design som redskab til renere veje
Holdningsændrende kampagner har vist sig at have god effekt, men der er også brug for mere permanente løsninger som supplement. Samtidig viser en analyse fra Hold Danmark Rent, at størstedelen af bilisterne efterspørger bedre affaldsløsninger, hvilket tyder på at de faktisk gerne vil ændre deres adfærd. Derfor har Dansk Design Center i samarbejde med organisationen Hold Danmark Rent og designbureauet Goodmorning Technology indgået et partnerskab om at løfte opgaven. Med midler fra globaliseringspuljen og med baggrund i regeringens affaldsstrategi 2009-2012 vil man udnytte designkompetencerne og udbrede brugen af design i løsningen af affaldsproblemer.

'Vi er utroligt glade for samarbejdet med Hold Danmark Rent, fordi det er med til at synliggøre den værdi, der ligger i brugen af design som mulig løsning på store samfundsmæssige udfordringer som bl.a. det stigende affaldsproblem. Og det er en reel udmøntning af regeringens satsning på området,' siger Christian Scherfig, adm. direktør i Dansk Design Center. 'Da affaldsudfordringen ikke kun er dansk, men global, ser vi også gode muligheder for en efterfølgende kommercialisering og eksport for danske virksomheder', tilføjer han.

Brugerinddragelse sikrer de rigtige løsninger
Anne Holm Hansen er direktør for Hold Danmark Rent. Ifølge hende er de nuværende affaldsløsninger ikke i stand til at opfylde de moderne bilisters behov:

'De er ikke fulgt med tiden, og det er meget problematisk. Folk er i stigende grad 'on the go', og det er ikke alle, som er lige interesserede i at stå ud af bilen og gå hen til en skraldespand. Man er nødt til at indrette det moderne samfund i forhold til den måde, folk nu agerer i det på. Og her er altså lige nogle steder, hvor vi er nødt til at få opdateret tingene,' siger Anne Holm Hansen. Hun håber, at designprojektet gennem brugerinddragelse kan adfærdsregulere i stedet for at pege fingre:

'Jeg tror meget på, at design kan ændre adfærd. Hvis man skaber brugerdreven innovation på den måde, som design gør, så er det, vi oplever, at folk ændrer adfærd. Det, at man interesserer sig for, hvilke løsninger, folk rent faktisk vil bruge. Ellers har det jo ingen gang på jord,' siger hun.

Designprojektet har i første omgang form af et demonstrationsprojekt. Det forventes, at den efterfølgende produktudvikling og implementering af løsninger tages videre af de mange interessenter i både offentlig og privat regi.

Det bliver muligt løbende at følge med i designprojektets udvikling og resultater på følgende websites:

http://www.ddc.dk
http://www.holddanmarkrent.dk
http://www.gmtn.dk

For yderligere information, kontakt venligst:
Presseansvarlig, Susanne Søndahl Wolff, 23 82 13 14
Kommunikationsmedarbejder, Anne Nordenhof, 33 69 33 15

Direktør for Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen, 40 27 04 34
Kommunikationskonsulent, Gitte Valentin, 42 60 50 27

Relevant information

http://ddc.dk/


Pressekontakt


Firma

Dansk Design Center
HC Andersens Boulevard 27
DK 1553 København V, Danmark

  33 69 33 09

http://ddc.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Design Center på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater