14/10-10
-
Pressemeddelelse
Ejendomsmæglere skruer ned for forventningerne
Boligmarkedet er stadig skrøbeligt og bliver påvirket af den mindste smule uro. Det viser en ny tendensundersøgelse blandt landets ejendomsmæglere, der tilsyneladende holder vejret og er mindre optimistiske, end de var for blot tre måneder siden.
Boligpriserne vil forblive uændrede eller falde her i årets sidste kvartal. Det forudser ejendomsmæglerne, der dermed nedtoner deres hidtidige forventninger til prisudviklingen i år. I en ny undersøgelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening forventer 68 pct. af ejendomsmæglerne på landsplan uændrede priser på enfamilieshuse frem til årsskiftet, mens 27 pct. forudser et prisfald - og kun 6 pct. tror på prisstigninger.
Flertallet af ejendomsmæglere forventer altså nulvækst resten af året. Og faktisk er der lige nu flere ejendomsmæglere, der på den korte bane forventer prisfald, end der er ejendomsmæglere, der tror på prisstigninger.
"Det viser, at boligmarkedet stadig er meget skrøbeligt - og at der ikke skal meget til, før både købere og sælgere og dermed også ejendomsmæglerne føler sig usikre på udviklingen. Forældrekøb på ejerlejlighedsmarkedet er igen stilnet af, efter at der har været god gang i salget i en periode, og det smitter hurtigt af på salget af enfamiliehuse. Når der bliver solgt mange ejerlejligheder, igangsætter det jo en kædereaktion, som også sætter gang i salget af større boliger. Det kan være en del af forklaringen, lige som den mindste politiske uro på Christiansborg er gift for boligmarkedet," siger DE's formand, Steen Winther-Petersen.
Københavnere og nordjyder mest optimistiske
I Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland er ejendomsmæglerne mere tilbageholdende i deres forventninger end i Hovedstadsregionen. Ifølge DE's undersøgelse står det værst til i Region Sjælland, hvor hele 42 pct. af mæglerne forventer faldende priser, 53 pct. regner med uændrede priser, og blot 2 pct. tror på prisstigninger de kommende måneder.
I Hovedstadsregionen er ejendomsmæglerne knap så pessimistiske - særligt i København og på Frederiksberg, hvor 67 pct. af ejendomsmæglerne forventer nulvækst, og 17 pct. tror på hhv. lavere og højere priser på enfamilieshuse. Sammen med de københavnske mæglere er de nordjyske de mest optimistiske, idet 79 pct. af mæglerne her forventer nulvækst, 9 pct. tror på prisstigninger og 12 pct. regner med, at boligpriserne vil falde inden udgangen af året.
"Forventningerne til prisudviklingen er lavere i provinsen end i de større byer - og særligt i København forventer ejendomsmæglerne, at priserne kommer til at stige igen på lidt længere sigt. Tre ud af fire københavnske ejendomsmæglere tror på, at priserne på enfamilieshuse er højere om et år - og det er værd at bide mærke i, idet skift i udviklingen af danske ejendomspriser traditionelt set starter i København," siger Steen Winther-Petersen.
Ejerlejligheder og sommerhuse
På markedet for ejerlejligheder forventer mæglerne uændrede eller faldende boligpriser for 4. kvartal, mens et flertal atter tror på nulvækst eller stigende priser i 2011.
På sommerhusmarkedet forventer hele 40 pct. af mæglerne lavere priser for 4. kvartal, og for 2011 forventer mæglerne fortsat uændrede eller faldende priser.
Relevant information
http://www.de.dk
Firma
Dansk Ejendomsmæglerforening
Islands Brygge 43
2300 København S,
Danmark
33 36 10 48
http://www.de.dk