14/06-11
-
Pressemeddelelse
Afmålte forventninger blandt danske mæglere
Norske, svenske og selv islandske ejendomsmæglere ser mere lyst på boligmarkedet end deres danske kolleger. Mæglerne herhjemme peger selv på, at særligt købernes pessimisme omkring egen økonomi sætter det danske boligmarked på vågeblus lige nu. Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt ejendomsmæglere i Sverige, Norge, Island og Danmark.
Det danske boligmarked er fortsat ikke kommet op i samme omdrejninger som det svenske, norske og islandske. Faktisk forventer flere danske mæglere end tidligere nu prisfald på villaer og rækkehuse de kommende tre måneder. Det viser en nu undersøgelse, som er udarbejdet af brancheforeninger for ejendomsmæglere i Norge, Sverige, Island og Danmark - her i landet af Dansk Ejendomsmæglerforening.
Den nye spørgeundersøgelse blandt ejendomsmæglerne på tværs af Norden viser bl.a., at 66 pct. af de danske ejendomsmæglere forventer et prisfald de kommende tre måneder, mod 51 pct. af de svenske, 12 pct. af de norske og kun 8 pct. af de islandske mæglere.
Ingen af de adspurgte mæglere i Danmark tror på prisstigninger det kommende kvartal, hvorimod 6 pct. af de svenske, 34 pct. af de islandske og 48 pct. af de norske mæglere forventer opadgående priser over sommeren.
"Vi har over længere tid måttet konstatere, at det danske boligmarked halter lidt efter boligmarkederne i vores nabolande. At de danske mæglere nu har så afmålte forventninger til det kommende kvartal, er formodentligt også et udtryk for, at danske boligkøbere befinder sig i lidt af en venteposition. Både i forhold til den fortsatte usikkerhed omkring udviklingen i økonomien og det kommende folketingsvalg," udtaler Steen Winther-Petersen, der er formand i Dansk Ejendomsmæglerforening.
I undersøgelsen bliver mæglerne også spurgt til, hvordan en række faktorer - såsom udbud, beskæftigelse, bankrestriktioner på lån m.v. - påvirker markedet for villaer netop nu. Svarene viser, at de danske mæglere er dem, der tillægger købenes pessimisme omkring egen økonomi samt almen uro og forsigtighed størst betydning for det danske boligmarked.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen ved navn Nordic Housing Insight er i dette kvartal udarbejdet af de fire nordiske brancheforeninger. Undersøgelsen bygger således på spørgeskemaer til ejendomsmæglere i Sverige, Norge, Island og Danmark. I Danmark har Dansk Ejendomsmæglerforening udarbejdet undersøgelsen.
Relevant information
http://www.de.dk
Firma
Dansk Ejendomsmæglerforening
Islands Brygge 43
2300 København S,
Danmark
33 36 10 48
http://www.de.dk