12/07-11
-
Pressemeddelelse
Forventninger til boligmarkedet i bund
60 pct. af landets ejendomsmæglere forventer faldende huspriser det kommende kvartal. Det viser en ny tendensundersøgelse blandt landets mæglere, der generelt har afdæmpede forventninger til boligmarkedet.
Tror du, at boligpriserne vil falde eller stige i det kommende kvartal? Sådan er alle landets ejendomsmæglere blevet spurgt, og hele 60 pct. af de danske ejendomsmæglere forventer prisfald på enfamilieshuse, mens de resterende 40 pct. regner med uændrede huspriser. Der er således ikke tiltro til, at priserne vil stige. Det er udfaldet af Dansk Ejendomsmæglerforenings tendensundersøgelse, der fire gange årligt tager temperaturen på ejendomsmæglernes forventninger til boligmarkedets udvikling.
"Ejendomsmæglernes forventninger til det kommende tredje kvartal er næsten lige så negative, som de var på toppen af finanskrisen. Det hænger, tror jeg, sammen med, at den danske økonomi fortsat viser svaghedstegn. Samtidig er der kommet rentestigninger, dårligere ratings på realkreditobligationer, udsigt til højere forsikringspræmier og usikkerhed om et valgs betydning for boligmarkedet. Alle er faktorer, der vil gøre det dyrere at blive boligejer, og dermed giver færre lyst til eller mulighed for at købe bolig. Det skaber i bund og grund en ubalance mellem udbud og efterspørgsel, og altså også lave forventninger til boligpriserne," siger formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen.
Tendensundersøgelsen tegner overordnet det samme billede af negative forventninger, uanset om der spørges til huse, ejerlejligheder eller sommerhuse.
Bolig-opsvinget har lange udsigter
De lave forventninger til boligmarkedet det kommende kvartal går også igen på tværs af landet, hvor der i de fleste regioner er flest mæglere, der forventer prisfald. Region Nordjylland tegner sig som den region med de mindst pessimistiske mæglere. Her forventer 46 pct. af mæglerne faldende priser, mens 54 pct. forventer uændrede priser.
"Det kommende år forventer en stor del af ejendomsmæglerne faldende priser, hvilket tyder på, at dødvandet på boligmarkedet ikke er noget, som lige bliver løst. Vi skal nok nogle år ud i fremtiden, før vi ser et mere normalt boligmarkedet igen med balance mellem udbud og efterspørgsel, hvor flere ønsker at købe, og færre ønsker at sælge," siger Steen Winther-Petersen.
Med hensyn til forventningerne det kommende år, er de mest pessimistiske mæglere at finde i Region Sjælland. Her forventer 62 pct. lavere priser, 28 pct. tror på uændrede priser, og kun 10 pct. tror på højere priser.
Se tal og resultater fra DE´s tendensundersøgelse fordelt på regioner og boligtyper i vedhæftede faktaark. Regionale bilag kan hentes på www.de.dk
Relevant information
http://www.de.dk
Firma
Dansk Ejendomsmæglerforening
Islands Brygge 43
2300 København S,
Danmark
33 36 10 48
http://www.de.dk