12/10-11
-
Pressemeddelelse
Boligkøberne ønsker sikre boliglån
Mere end hver tredje boligkøber siger, at de ville vælge et fastforrentet lån med afdrag, hvis de skulle finansiere et boligkøb i dag. Og hovedparten ville under alle omstændigheder vælge at betale af på lånet fra begyndelsen. Det viser en undersøgelse fra Boligsiden.dk - og det er et udtryk for, at danskerne ønsker størst mulig tryghed om deres økonomiske situation, mener formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening.
Danskernes tendens til at spare op i stedet for at forbruge giver sig også udslag i valget af finansiering ved boligkøb. 64 pct. af de potentielle boligkøbere ville fravælge afdragsfrie lån, hvis de skulle købe en bolig i dag, og 48 pct. ville vælge et lån med en fast rente. Det viser en undersøgelse blandt knap 2.000 brugere på landets største boligsite, Boligsiden.dk.
"Det vidner i høj grad om, at det er snusfornuften, der råder på boligmarkedet lige nu. Den generelle krise bevirker, at mange danskere føler sig usikre på fremtiden, og derfor ønsker de så meget tryghed omkring deres egen økonomiske situation som muligt. Ved at vælge et fastforrentet lån kan boligkøberen sikre sig mod fremtidige rentestigninger og kende sin ydelse gennem hele lånets løbetid," siger formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen.
Ejendomsmæglernes formand påpeger også det faktum, at de fastforrentede lån i øjeblikket er historisk billige: "Og når boligpriserne samtidig er faldet markant, er den ekstra tryghed værd at tage med i sine overvejelser - ikke mindst når man kigger på usikkerheden i verdensøkonomien," siger han.
20 pct. af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de ville vælge et afdragsfrit lån med variabel rente. Dette er markant lavere end den aktuelle andel med afdragsfrie rentetilpasningslån, som ifølge Realkreditforeningen ligger på godt 40 pct.
"Et er selvfølgelig også hvad folk svarer i en undersøgelse - noget andet er, hvad de rent faktisk vælger, når de sidder i banken eller realkreditinstituttet og skal vælge finansiering. Det betyder jo ganske meget for dit månedlige rådighedsbeløb, om du vælger et fast eller variabelt forrentet lån. Men det bliver spændende at følge udviklingen," siger Steen Winther-Petersen.
Kun 11 pct. ville vælge et afdragsfrit lån med fast rente.
For yderligere oplysninger kontakt:
Formand Steen Winther-Petersen, Dansk Ejendomsmæglerforening - mobil 33 36 10 48
Relevant information
http://www.de.dk
Firma
Dansk Ejendomsmæglerforening
Islands Brygge 43
2300 København S,
Danmark
33 36 10 48
http://www.de.dk