24/10-11
-
Pressemeddelelse
Skybrud har fået betydning for valg af bolig
Flere ejendomsmæglere oplever nu, at køberne fravælger villaer, hvor der er risiko for vandskade og dyre forsikringer. Og over halvdelen af boligkøberne siger, at de har fokus på risikoen for oversvømmelse i området, når de skal vælge ny bolig. Det viser nye undersøgelser fra Dansk Ejendomsmæglerforening og Boligsiden.dk. Det kan derfor betale sig at sikre sin bolig grundigt mod vandskader, lyder rådet.
De kraftige skybrud, der har ramt Danmark inden for de seneste år, har givet både købere, sælgere og ejendomsmæglere et helt nyt parameter at være opmærksom på, når der skal handles bolig. Boligernes kældre og beliggenhed er nemlig blevet væsentlige faktorer, der spiller ind på købernes valg.
Lidt mere end hver tredje ejendomsmægler (37 pct.) har oplevet, at købere fravælger boliger, der har en beliggenhed, hvor der er fare for oversvømmelse. Og 41 pct. har oplevet, at villaer med kældre i områder, som allerede har været ramt af oversvømmelser på grund af skybrud, bliver fravalgt. Det viser en undersøgelse, som Dansk Ejendomsmæglerforening har foretaget blandt sine medlemmer øst for Storebælt.
"De voldsomme skybrud, der ramte landet i sommer, har i høj grad sat sit præg på boligkøbernes adfærd. Vi ser en stigende tendens til, at folk er påpasselige med at købe boliger, der ligger i områder med fare for oversvømmelser, og ikke mindst boliger, der tidligere har været ramt af vandskader," siger DE's formand, Steen Winther-Petersen.
Ejendomsmæglernes erfaringer bekræftes af en brugerundersøgelse på Danmarks største boligsite, Boligsiden.dk. Den viser, at 65 pct. af boligkøberne i dag lægger vægt på risikoen for oversvømmelse i nærområdet, når de ser på bolig - og 59 pct. lægger vægt på, om kælderen i boligen tidligere har været oversvømmet.
"Det er en ny situation, som boligmarkedet skal omstille sig til, hvor der lige pludselig er fokus på vandskader og husforsikringer på en helt anden måde, end vi har set tidligere. Men vi - og det vil sige både købere, sælger og mæglere - kan ligeså godt vænne os til det. For med de vejrforhold, vi har oplevet de seneste år og med de vedvarende klimaforandringer verden over, er det her ikke noget, der kommer til at fylde mindre i årene fremover," siger Steen Winther-Petersen.
Der er meget du selv kan gøre
Dansk Ejendomsmæglerforening råder boligejere, som bor i områder med risiko for oversvømmelser, til at sikre sig så godt som overhovedet muligt mod oversvømmede kældre. For der er faktisk rigtig meget, man selv kan gøre - og der er penge at spare i det lange løb, hvis man fremtidssikrer sin ejendom i forhold til vandskader.
"Man kan f.eks. installere en højvandslukke, der forhindrer, at kloakvandet kan komme op gennem afløbet i ens kælder. Man kan eventuelt også sørge for, at terrænet på ens ejendom skråner væk fra boligen. Og så bør man selvfølgelig altid sørge for, at tagrender og afløb er renset, så vandet kan løbe væk. Det er relativt nemt at gøre og kan spare en familie for rigtig mange penge og bekymringer. Samtidig er det også en investering i ejendommen, da forbedringerne forhøjer værdien af ens bolig," siger Steen Winther-Petersen.
For yderligere oplysninger:
· Formand Steen Winther-Petersen, Dansk Ejendomsmæglerforening - tlf. 33 36 10 48
· Kommunikationsdirektør Birgit Daetz, Boligsiden A/S - mobil 2121 0284
Gode råd til at undgå vandskader
· Installer en højvandslukke - En højvandslukke forhindrer, at kloakvandet fra kloakken ude i vejen kan løbe baglæns i kloakrørene og op igennem afløbet i din kælder, når det regner kraftigt.
Flyt jord på grunden - Sørg så vidt muligt for, at terrænet på din ejendom skråner væk fra din bolig.
· Undgå for mange fliser - Hvis belægningen omkring boligen udgøres af grus, muld, løse sten og lignende, har vandet meget bedre mulighed for at sive ned i jorden og væk, end hvis belægningen er udgjort af f.eks. fliser.
· Hold afløb og tagrender rene og fri fra skidt, så vandet kan løbe frit igennem og væk fra din ejendom.
· Få tjekket alle vandrør for tegn på alvorligt slid eller utætheder.
Relevant information
http://www.de.dk
Firma
Dansk Ejendomsmæglerforening
Islands Brygge 43
2300 København S,
Danmark
33 36 10 48
http://www.de.dk