12/02-10
-
Pressemeddelelse
Finansstramninger rammer ledige
Der er rekord høj ledighed blandt elektrikere, viser nye tal fra Dansk El-Forbund. Regeringens spareplaner er stærkt bekymrende, især for de unge nyuddannede, mener Dansk El-Forbund.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har annonceret, at regeringen vil spare op imod 20 mia. kroner fra 2011 til 2014. Det får Dansk El-Forbunds forbundsformand til at frygte, at der bliver lukket for kassen for offentlige investeringer inden for bygge- og anlægsbranchen på et tidspunkt, hvor én ud af 14 elektrikere står uden arbejde.
- Vi bliver selvfølgelig bekymrede, når regeringen siger, at der skal spares. Selv om regeringen siger, der afsat en pulje til byggeri og renovation, mangler vi at se, at det udmønter sig i konkrete projekter og dermed jobs. Vi er i dag i en situation, hvor vi skal sætte gang i investeringer i energirenoveringer. Det vil skabe jobs, hjælpe statskassen og gavne miljøet, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Efterlyser energirenoveringer
Ifølge forbundsformanden var det forståeligt, at regeringen holdt sig tilbage med investeringer, da der for to år siden manglede arbejdskraft. Men når ledigheden nu er kommet op på syv procent, er der ikke længere nogen grund til ikke at sætte gang i investeringerne.
- Vi har en opfattelse af, at der fra politisk hold simpelthen bliver gjort for lidt over for ledigheden. Der er brug for investeringer i offentlige bygninger og anlægsopgaver, og vi vil især pege på energirenoveringer af bygninger, som vil være til alles fordel. Vi kan lave smartere installationer, der sparer på energien og dermed omkostningerne. Det vil igen sætte flere i arbejde, hvilket vil give et større skattegrundlag, og det vil give folk meningsfuldt arbejde frem for meningsløs aktivering, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Dansk El-Forbund efterlyser også investeringer i den danske infrastruktur, som har oparbejdet et betydeligt efterslæb. Blandt andet bør staten investere i en total elektrificering af jernbanenettet, ligesom en modernisering af signalanlæggene langs de danske togstrækninger er nødvendig, påpeger Jørgen Juul Rasmussen.
De unge ramt hårdest
Det er især de unge og nyuddannede elektrikere, der har vanskeligt ved at finde arbejde. I aldersgruppen 20-29-årige er arbejdsløsheden oppe på 12,3 procent.
- Det rammer særligt hårdt for de nyudannede, som skal ind og have fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi risikerer at tabe unge mennesker, som har brugt tid og kræfter på at studere, og som samfundet har brugt ressourcer på at uddanne, på gulvet, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Dansk El-Forbunds formand advarer imod, at nyuddannede, der ikke kommer ind på arbejdsmarkedet har høj risiko for at havne i langtidsledighed. Derfor må der gøres noget særligt for at skaffe arbejde til dem.
- Unge bliver ramt dobbelt. Det er hårdt økonomisk, og samtidig har de unge lige færdiggjort en uddannelse og vil gerne ud at vise, hvad de kan. Hvis de så løber ind i et nederlag og ikke føler de kommer i gang, er risikoen for at de falder helt fra stor, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Omvendt vil især nyuddannede elektrikere kunne få stor glæde af investeringer i energirenoveringer, da de ofte har specialiseret sig inden for området.
Fakta om Dansk El-Forbund:
Dansk El-Forbund organiserer over 30.000 elektrikere og faglærte inden for beslægtede faggrupper, som blandt andet alarm- og sikkerhedsteknikere. Dansk El-Forbund arbejder for at forbedre arbejdsvilkårene på arbejdsmarkedet.
Forbundet blev grundlagt i 1893 og er medlem af LO. Dansk El-Forbund har hovedkontor på Frederiksberg og 14 lokale afdelinger over hele landet og udgiver fagbladet Elektrikeren.
Yderligere kommentarer:
Forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen - 33297000 el. 20264180
Journalist Andreas Antoni Lind - 33297006 el. 24780016
Relevant information
http://www.def.dk
Firma
Dansk El-Forbund
Vodroffsvej 26
1900 Frederiksberg C,
Danmark
33 29 70 00
20 26 41 80
http://www.def.dk