26/02-10
-
Pressemeddelelse
BAT Århus: Stadig muligt at videregive arbejde til uorganiserede
Bygge-, anlægs- og træbranchen i Århus efterlyser, at virksomheder, der er medlem af en arbejdsgiverorganisation, forpligtiger sig til ikke at sende arbejde videre til virksomheder, der ikke er dækket af overenskomster.
De aktuelle overenskomstforhandlinger har ikke lukket et hul i reglerne, der gør det muligt for arbejdsgivere, der er under overenskomst, at sende arbejde og opgaver videre til arbejdsgivere, der ikke er under overenskomster, mener BAT-kartellet Århus, der er en sammenslutning af fagforbund inden for bygge-, anlægs- og træbranchen.
- Hvad nytter det, at man skriver under på en overenskomst, hvis man kan slippe for at overholde aftalen ved at videregive arbejdet til en underentreprenør? Inden for byggeriet er vi dagligt vidner til dette. Firmaer, der er medlem af Dansk Byggeri eller andre arbejdsgiverorganisationer, giver arbejdet videre til underbetalte østeuropæere, falske selvstændige og deciderede plattenslagere. Så kan man jo læne sig tilbage, pudse glorien, sige vi har overenskomst og ellers lade tingene sejle, skriver BAT Århus i en udtalelse.
Ifølge BAT Århus er arbejdsgiverne flittig til at rose overenskomstsystemet i offentligheden, men lukker ofte øjnene for videregivelsen af arbejdsopgaver til firmaer, der ikke er under de gældende overenskomster.
- Det er på tide, at vores modpart - Dansk Byggeri - begynder at tage ansvar. Der er jo ingen grænser for deres velvilje og ros til aftalesystemet, når de optræder på tv og ved officielle lejligheder, men når virkeligheden indfinder sig, og danske mestre og virksomheder bliver udkonkurreret, så vil man ikke tage ansvar, skriver BAT Århus.
Ifølge BAT Århus går det ud over de mange små og mellemstore firmaer, der går op i kvalitet, godt arbejdsmiljø og ordentlige lønforhold.
- Grådige spekulanter og falske østeuropæiske virksomheder kan uhindret drive deres spil. Det er en bombe under det danske aftale-system og den danske velfærdsmodel. Hvorfor vil man ikke indgå en aftale om, at man tager ansvar for sine underleverandører og entreprenører? Hvis man hyrer firmaer, der har orden i tingene, koster sådan en aftale ingenting, skriver BAT Århus.
BAT-kartellet består af en sammenslutning af otte LO-forbund. Det drejer sig ud over Dansk El-Forbund om 3F, Forbundet Træ-Industri-Byg, Malerforbundet, Blik- og rørarbejderforbundet, Dansk Metal, HK/Privat og Teknisk Landsforbund.
Relevant information
http://www.def.dk
Firma
Dansk El-Forbund
Vodroffsvej 26
1900 Frederiksberg C,
Danmark
33 29 70 00
20 26 41 80
http://www.def.dk