26/05-10
-
Pressemeddelelse
Finansudspil slagter den danske model
Den danske flexicurity-model er alvorligt truet. Regeringen og Dansk Folkepartis halvering af dagpengeperioden er lige med en opsigelse af den danske aftalemodel, der bygger på fleksibilitet og sikkerhed, advarer Dansk El-Forbund.
- Over natten har Regeringen og Dansk Folkeparti forringet dagpengesystemet og efteruddannelsesmulighederne. Det er et direkte angreb på den danske model, siger Jørgen Juul Rasmussen, formand for Dansk El-Forbund.
Erhvervslivet oplever op og nedture. Lige nu er vi i en krisetid, hvor dagpengene er det eneste sikkerhedsnet for rigtigt mange. I Danmark er det lettere for arbejdsgivere at fyrre medarbejdere end i mange andre lande, til gengæld er det offentliges sikkerhedsnet under de arbejdsløse så større. Det er i hvert fald ideen i den danske flexicurity-model.
- Den danske model går ud på, at vi har et meget fleksibelt arbejdsmarked og til gengæld sikkerhed. Nu angriber man sikkerheden, og det får selvfølgelig os til at stille spørgsmålstegn ved, om vores overenskomst vedbliver med at være fleksible i fremtiden, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Et andet punkt i Regeringen og Dansk Folkepartis finansaftale, som Dansk El-Forbund er kritisk over for, er, at betalingen for efteruddannelse hæves for deltagere, samtidig med at det offentlige tilskud bliver mindre.
- Når man forringer dagpengesystemet og samtidig efteruddannelserne, så går det for alvor udover den danske model. Vi risikerer at få et meget mere stift arbejdsmarked, og det er ikke til nogens fordel, ikke mindst i økonomiske krisetider, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Ifølge Dansk El-Forbunds formand indgår der i den danske model også en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det vil sige, at det offentlige hjælper folk til at forbedre deres kvalifikationer, blandt andet i form af voksen- og efteruddannelser.
- Men det skærer Regeringen og Dansk Folkeparti også i. Det er et helt forkert signal. Vi kan jo ikke konkurrere på lønningerne, så vi skal uddanne os ud af krisen. Det mener jeg er en samfundsopgave, men det overlader Regeringen og Dansk Folkeparti nu til folk selv, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Halveringen af dagpengeperioden og nedskæringerne i efteruddannelse er en del af Regeringen og Dansk Folkepartis mål om at nedbringe de offentlige udgifter med 24 milliarder kroner i 2013.
- Festen udskydes for dem, der skulle have topskattelettelser. Til gengæld så indledes regningen for de arbejdsløse allerede nu. Pia Kjærsgaard har sagt, at folk bare kan finde et arbejde. Men det er ikke dagpenge, der fastholder folk i ledighed. Det er mangel på job. Vi har hos elektrikerne med 0,4 procents ledighed for et par år siden dokumenteret, at når der arbejde, så tager folk det. Lige nu straffes langtidsledige og i forvejen udsatte bare, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Fakta om finansaftale
- Dagpengeperioden forkortes fra fire til to år.
- Betalingen for almene voksenuddannelser hæves for deltagere, samtidig skæres det offentlige tilskud.
Fakta om Dansk El-Forbund
Dansk El-Forbund organiserer over 30.000 elektrikere og faglærte inden for beslægtede faggrupper, som blandt andet alarm- og sikkerhedsteknikere. Dansk El-Forbund arbejder for at forbedre arbejdsvilkårene på arbejdsmarkedet.
Forbundet blev grundlagt i 1893 og er medlem af LO. Dansk El-Forbund har hovedkontor på Frederiksberg og 13 lokale afdelinger over hele landet og udgiver fagbladet Elektrikeren.
Relevant information
http://www.def.dk
Firma
Dansk El-Forbund
Vodroffsvej 26
1900 Frederiksberg C,
Danmark
33 29 70 00
20 26 41 80
http://www.def.dk