24/08-10
-
Pressemeddelelse
Kommuner halter med udskiftning af vejlys for 1,25 mia. kr.
De danske kommuner skal udskifte 250.000 nedslidte vej- og parklamper. Men kun få kommuner er gået i gang. Dermed henlægges store energibesparelser.
- Der er to forhold, som danner baggrund for, at vejarmaturerne skal skiftes ud. Det ene er deres alder. Det andet forhold er, at der er nogle EU-direktiver ude omkring energieffektive lyskilder, og det vil sige, at der er nogle lyskilder, der udfases. Det, der udfases først, nemlig i 2010, er 1-pulverrør altså gammeldags lysstofrør. Og i 2015 udfases kviksølvlamper, forklarer Erik Petersen, belysningsingeniør i Dong Energy, der står for store dele af den samlede danske udendørsbelysning.
Dong Energy vurderer, at der på landsplan er omkring 250.000 lygter med kviksølvlamper, der skal skiftes.
- Det gælder alle veje. Der vil simpelt hen ske det, at når vi når frem til 2016, så kan du ikke købe kviksølvlamper mere, og det går helt fra 50W-kviksølv til de større. Så det er alt fra parklygter og vægarmaturer til trafikvejlygter. Med lidt runde tal vil det koste omkring 5.000 kroner per udskiftning, siger Erik Petersen.
Dermed står de danske kommuner over for at skulle investere 1,25 milliarder kroner i udskiftning og renovering af vej- og parkarmaturer.
Kommuner tøver med investeringer
Men selv om enkelte kommuner er gået i gang med udskiftningen, er det mere genrelle billede, at kommunerne ikke foretager de nødvendige investeringer lige nu.
- De er jo ret pressede i øjeblikket. Eller rettere sagt er deres stigningstakster blevet begrænset, så det bliver nok en negativ stigningstakst i deres driftsudgifter. I og med at man kan få nogle mere energieffektive lyskilder, kan man spare noget energi. Men den besparelse kan ikke forrente den investering, kommunerne skal foretage over tre eller fire år, vurderer Erik Petersen.
Også fra Danmarks førende forhandler af vejarmaturer, Philips, lyder det, at man i den senere tid overhovedet ikke har kunnet mærke de investeringer, kommunerne skal til at foretage, på ordrebøgerne.
- Der sker ikke så meget, som der plejer. Ordrebøgerne, hvad angår vejbelysning, er historisk lave. Markedet er faldet markant, siger Lars Barthold Hansen, Green Switch Manager i Philips.
Han vurderer, at opsætningen af vejlys er faldet på grund af de politiske vinde, en hård vinter og krisen i finansmarkedet.
- Det har stået stille over vinteren. Men derudover er vi også bange for at det står stille, fordi kommunerne udskyder beslutningerne, fordi de har andre områder, de mener, er vigtigere.
Kommunerne er økonomisk under pres, og så mener de ikke nødvendigvis, at vejbelysningen er så vigtig. Der er flere stemmer i børnepasning og ældrepleje, siger Lars Barthold Hansen.
Læs mere i fagbladet Elektrikeren 05 2010, side 28-31
http://viewer.zmags.com/publication/7be5bbac#/7be5bbac/22http://viewer.zmags.com/publication/7be5bbac#/7be5bbac/24
Relevant information
http://www.def.dk
Firma
Dansk El-Forbund
Vodroffsvej 26
1900 Frederiksberg C,
Danmark
33 29 70 00
20 26 41 80
http://www.def.dk