26/01-11
-
Pressemeddelelse
Kristelig a-kasse fusker med indmeldelser
Den kristelige a-kasse har indmeldt en elektriker pr. telefon, selv om det ikke er lovligt og mod hans eget ønske.
Den kristelige a-kasse har indmeldt en elektriker Ömer Bakir pr. telefon, selv om det ikke er lovligt. Elektrikeren ønskede ikke selv medlemskabet, og Dansk El-Forbund indberetter den kristelige a-kasse til myndighederne, fortæller fagbladet Elektrikeren.
Ömer Bakir blev den 30. november 2010 blev udlært hos en virksomhed, der ikke kunne tilbyde ham videre ansættelse. Han måtte altså se frem til at gå arbejdsløs fra 1. december, og som dimittend havde han en måneds karensperiode og kunne derfor først få dagpenge fra 1. januar.
- Som arbejdsløs er man nødt til at se på, hvor man kan spare. Derfor kontaktede jeg KRIFA, den kristelige a-kasse for at høre, hvad deres priser var og hvad, de kunne tilbyde mig, fortæller han.
Da Ömer Bakir har været medlem af Dansk El-Forbund de sidste to år af sine læretid, kunne han få en særlig forbundsydelse for den måned, han ikke kunne få dagpenge. Han ville nu høre, om KRIFA kunne tilbyde noget tilsvarende. Det kunne de ikke, men under telefonsamtalen blev Ömer Bakir bedt om at oplyse sit cpr-nummer - angiveligt så medarbejderen kunne tjekke, om han er berettiget til dagpenge.
Ömer Bakir valgte at blive hos Dansk El-Forbund og El-fagets arbejdsløshedskasse - blandt andet fordi han kunne få forbundsdagpenge i december indtil dagpengene fra 1. januar. Men nogle dage efter telefonsamtalen med KRIFA fik han en mail fra KRIFA, der bød ham velkommen som medlem af den kristelige a-kasse - selv om han ikke havde bedt om at blive meldt ind.
Ömer Bakir har efterfølgende modtaget en kontingentopkrævning fra KRIFA, som han dog ikke har tænkt sig at betale. Hos Dansk El-Forbund vækker KRIFA's indmeldelsespraksis undren og kritik:
- Reglerne for indmeldelse i a-kasser siger, at indmeldelse kun kan ske ved underskrift, enten på papir eller elektronisk. Derfor må KRIFA ikke indmelde nogen efter en telefonsamtale, som det tilsyneladende er sket med Ömer Bakir, siger Katja Holmboe Andersen fra Dansk El-Forbunds afdeling i København, hvor Ömer Bakir er medlem.
KRIFA's praksis fører til, at Dansk El-Forbund indklager KRIFA for Pensionsstyrelsen, der er myndighed på området, oplyser næstformand i Dansk El-Forbund Jan Jensen:
- Som a-kasse har man pligt til at sikre sig, at et nyt medlem ikke er medlem af en anden a-kasse, da man kun må være medlem af én a-kasse. Så hvis KRIFA ikke har modtaget en ansøgning med medlemmets underskrift, enten på papir eller elektronisk, må a-kassen slet ikke registrere Ömer Bakir som medlem og begynde at sende opkrævninger til ham, siger han.
Læs mere i fagbladet Elektrikeren :
http://viewer.zmags.com/publication/4c770ae6#/4c770ae6/4
Relevant information
http://www.def.dk
Firma
Dansk El-Forbund
Vodroffsvej 26
1900 Frederiksberg C,
Danmark
33 29 70 00
20 26 41 80
http://www.def.dk