17/03-11
-
Pressemeddelelse
Kommuner begynder at tjene på ESCO-investeringer
En række af landets kommuner er begyndt at profitere af deres ESCO-aftaler
Allerede i år vil de 10 kommuner, der er længst fremme med ESCO-projekter, reducere deres udgifter til el, vand og varme med 37 millioner kroner. Set i et femårigt perspektiv vil besparelsen nærme sig 200 millioner kroner.
Tallene fremgår af en opgørelse, som konsulentvirksomheden NRGi Rådgivning har lavet for Center for Energibesparelser. Det skriver bladet Electra.
En ESCO-aftale bliver indgået ved, at et Energy Service Company foretager energirenoveringer i en kommune og samtidig garanterer, at investeringen medfører besparelser på energiregnskabet. I klassiske ESCO-aftaler finansierer ESCO-selskabet investeringen mod til gengæld at få del i den efterfølgende energibesparelse. I alle de hidtidige danske projekter er det imidlertid kommunerne, som står for finansieringen gennem optagelse af lån.
- I en del af det udbudsmateriale, vi hidtil har set, har der ganske vist også været regnet med, at ESCOen skulle præstere finansieringen, men den har ikke været konkurrencedygtig i forhold til den gunstige låneramme, kommunerne selv har kunnet operere inden for via reglerne om energimærkning blandt andet, siger projektchef Martin Dam Wied, NRGi Rådgivning.
86 pct. er interesserede i ESCO
At den kommunale interesse for at indgå i ESCO-samarbejder er betydelig, fremgår af de svar som politikere på teknik- og miljøområdet i 26 kommuner er kommet med i den nye undersøgelse, som Center for Energibesparelser har gennemført.
86 procent svarer, at de har høj eller meget høj personlig interesse for ESCO, mens 14 procent af politikerne betegner deres interesse for ESCO som middel.
Undersøgelsen viser desuden, at nogle kommuner fravælger ESCO-partnerskaber, fordi de ikke ønsker hjælp til at gennemføre energibesparelser, eller fordi de ikke ønsker at dele den økonomiske gevinst af energiinvesteringen. Men der kan alligevel være grund til at overveje et samarbejde, mener projektleder Anders Hjorth Jensen fra Center for Energibesparelser.
- Det kan være en stor udfordring at finde penge til at sikre gennemførelsen af store energibesparelser i bygningsmassen. Her kan ESCO-virksomheden hjælpe med energirenoveringer, som ellers ikke umiddelbart ville blive gennemført. Det giver kommunerne reelle besparelser, vurderer Anders Hjorth Jensen.
De 10 første ESCO-projekter
- Middelfart Kommune: besparelse på 3-4 mio. kroner.
- Kerteminde Kommune: besparelse på 3,9 mio. kroner.
- Gribskov Kommune: besparelse på cirka 3 mio. kroner.
- Københavns Kommune: besparelse på cirka 1,5 mio. kroner.
- Vallensbæk Kommune: besparelse på cirka 5 mio. kroner.
- Kalundborg Kommune: besparelse på cirka 1,5 mio. kroner.
- Høje Taastrup Kommune: besparelse på cirka 4,5 mio. kroner.
- Halsnæs Kommune: besparelse på cirka 6 mio. kroner.
- Greve Kommune: besparelse på 2,2 mio. kroner.
- Sorø Kommune: besparelse på cirka 5 mio. kroner.
Læs Electras artikel
Relevant information
http://www.def.dk
Firma
Dansk El-Forbund
Vodroffsvej 26
1900 Frederiksberg C,
Danmark
33 29 70 00
20 26 41 80
http://www.def.dk