12/08-11
-
Pressemeddelelse
Opsparinger i PensionDanmark er trygge trods krise
PensionDanmark har reduceret aktieinvesteringerne, og medlemmer behøver derfor ikke frygte for deres pensionsopsparing.
På trods af de store negative finansielle overskrifter, der præger medierne i disse dage, så har medlemmer af PensionDanmark ikke grund til at være urolige for deres pensionsopsparing. PensionDanmark har taget højde for den økonomiske turbulens og reduceret risikoen på medlemmernes opsparing. Det garanterer pensionsselskabet i en pressemeddelelse.
De bratte fald på aktiemarkederne på begge sider af Atlanten har ikke betydet, at medlemmernes afkast er blevet negativt. For medlemmer, som har mindre end ti år til forventet pensionering, er langt hovedparten af porteføljen investeret i danske obligationer, der har givet et væsentligt positivt afkast. Det samme gælder for pensionisternes opsparing.
Forsigtige investeringer giver plus
- Det har længe været PensionDanmarks vurdering, at den store gæld i flere europæiske lande og i USA kunne føre til ny økonomisk uro. Derfor har vi over de senere år reduceret vores aktieinvesteringer og spredt risikoen ud på andre aktiver, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Han forklarer, at selv om yngre medlemmer typisk har flere aktier i deres opsparing end medlemmer tæt på pensionsalderen, så har den økonomiske uro betydet, at PensionDanmark har valgt en lavere risikoprofil for alle aldersgrupper.
Samtidigt har PensionDanmark øget investeringerne i blandt andet erhvervsejendomme og inddraget nye typer af investeringer som for eksempel vindmølleparkerne i Nysted og på Anholt. Det er investeringer, der giver et mere stabilt afkast - uanset hvordan de enkelte landes økonomier udvikler sig.
- Selv om vores aktieinvesteringer ikke er faldet så meget som markedet generelt, så har vi tabt på vores aktieinvesteringer i år. Til gengæld har vi betydelige gevinster på vores investeringer i især danske obligationer, som opvejer tabene på aktierne. Derfor ligger alle alderspuljer - både for de yngre og ældre medlemmer - stadig med et positivt afkast for året som helhed. Der er derfor ingen risiko for, at det bliver aktuelt at nedsætte de årlige pensioner, siger Torben Möger Pedersen.
Følg udviklingen i din egen pensionsopsparing hos PensionDanmark her : http://bit.ly/pZf6D5
Relevant information
http://www.def.dk
Firma
Dansk El-Forbund
Vodroffsvej 26
1900 Frederiksberg C,
Danmark
33 29 70 00
20 26 41 80
http://www.def.dk