Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
19/06-12   -   Pressemeddelelse

Havarikommissionen spreder fordomme om epilepsi

Havarikommissionen fylder nødlandings-rapport med epilepsi-fordomme, forhastede konklusioner og ældgamle, kulørte udtryk. Dansk Epilepsiforening har kontaktet kommissionen og bedt om en forklaring på den manglende kildekritik i deres rapport, der bygger på en 15 år gammel tekst.

I september måtte et fly fra Danish Air Transport nødlande, fordi kaptajnen fik et krampeanfald. Der er ingen der ved, hvorfor kaptajnen fik et anfald. Men det har ikke forhindret Havarikommissionen i at konkludere, at der var tale om et epilepsirelateret generaliseret krampeanfald.

Det er nu ni måneder siden kaptajnen fik sit enkeltstående anfald, og som Jesper Rungholm, der er chef for Danish Air Transport, siger til Politiken: »Man har ikke kunnet finde frem til en årsag, og derfor har man ikke kunnet behandle og kan heller ikke sige, om det kommer igen."

Alle mennesker kan af en eller anden grund få et "anfald". Det er kun hvis anfaldet gentager sig, at man begynder at tale om mulig epilepsi. Og det kræver så yderligere undersøgelser som fx en EEG, før man med nogenlunde sikkerhed kan stille diagnosen epilepsi.

Men Havarikommissionen har valgt at se stort på den gængse definition af epilepsi og på neurologisk praksis. De har tvært imod kastet sig over en øjensynlig tilfældig hjemmeside, netpatient.dk, og fundet en 15 år gammel tekst om generaliserede anfald, og de har ukritisk kopieret og brugt hele den farverige, forældede tekst som Bilag A i deres rapport, der blev offentliggjort for nylig, den 14. juni.

På den baggrund har en lang række medier givet historien vinklen: "Det var et voldsomt epileptisk anfald hos flykaptajnen, der tvang en snarrådig styrmand til at nødlande et fly med 90 danske soldater den 29. september 2011 i Turkmenistan."

Havarikommissionens rapport har nu grundigt spredt den fordom at alle anfald er lig med epilepsianfald.

De har i rapporten - og i flere af medierne - også vakt forvirrende og fordomsfulde begreber, der ellers var gået af brug for mange år siden, til live igen. Havarikommissionen skriver fx, at generaliserede krampeanfald tidligere "benævntes i dansk folkemunde "ligfald"." Det er et ord, der ikke har været brugt i over hundrede ord.

Kommissionen fortæller også: "Tidligere anvendtes ofte den såkaldte "krampepind", en spatel omviklet med gaze eller hvad man ellers havde ved hånden, for at forhindre tungebid." Begrebet "krampepind" har oftest været brugt i fortællinger om Cæsars mulige epilepsi, da han eftersigende havde sådan en anordning.

Og det, der i nutid terminologi hedder tonisk-klonisk generaliserede anfald, henviser kommissionen til som "gand mal."

Dansk Epilepsiforening har i år 50 års jubilæum. I et halvt århundrede har foreningen med seriøs information bekæmpet den slags fordomme og vrøvlebegreber, som Havarikommission nu har spredt ud over hele den danske presse.

Dansk Epilepsiforening har i dag kontaktet Havarikommissionen og forventer svar på sin kritik. Dansk epilepsiforening skriver bl.a.: "Havarikommissionen bør være mere kildekritisk i sin indhentning af faglige input, hvor man til sit arbejde i øvrigt mangler indsigt."

Og foreningen tilføjer: "Ved anvendelse af disse begreber, og ved (muligvis utilsigtet) udbredelse af disse begreber i danske dagblade og internetmedier bidrager Havarikommissionen til fastholdelse af fejlagtige opfattelser af epilepsi i den brede befolkning, hvilket er til skade for de ca. 55.000 dansker, som dagligt lever med sygdommen"

Kontaktperson:
René Bøgh-Larsen, direktør i Dansk epilepsiforening. Tlf. 30 60 89 96.

Vedhæftet:
Dansk epilepsiforenings henvendelse til Havarikommissionen

Relevant information

http://www.epilepsiforeningen.dk



Pressekontakt


Firma

Epilepsiforeningen
Store Gråbrødrestræde 10, 1.
5000 Odense C, Danmark

  66 11 90 91
  29 91 02 33

http://www.epilepsiforeningen.dk

Modtag nyheder fra Epilepsiforeningen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater