18/09-12
-
Pressemeddelelse
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie til Dansk Epilepsiforenings 50-års jubilæum
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie deltager i Dansk Epilepsiforenings jubilæum, der finder sted den 27. september 2012 kl. 11.45 på Odense Rådhus. Odense Kommunes viceborgmester Brian Dyrbro byder velkommen, hvorefter der vil være underholdning ved et børnekor bestående af børn med epilepsi i samarbejde med Odense Friskoles Børnekor under ledelse af Morten Holmegaard samt taler af Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen, og bestyrelsesformand for Epilepsihospitalet Filadelfia, Kjeld Møller Pedersen.
"Jeg er meget beæret over, at Prinsesse Marie deltager i vores 50 års jubilæum og ser frem til dagen. Epilepsi er et såkaldt usynligt handicap, som Prinsessen med sin tilstedeværelse er med til at trække frem i lyset. Det betyder meget for både Dansk Epilepsiforening og for de op mod 55.000 danskere, der har epilepsi, og deres familier," udtaler Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen.
Dansk Epilepsiforening blev stiftet den 27. september 1962 og har siden arbejdet for, at personer med epilepsi får den bedst mulige behandling og ikke begrænses i hverdagen. Hver dag får 12 danskere stillet diagnosen epilepsi. Epilepsi viser sig ved pludselige, gentagne anfald. Anfaldene udløses af unormale elektriske impulser i større eller mindre dele af hjernen. Anfaldene opleves forskelligt fra person til person, og der er forskellige former for epileptiske anfald. Derfor taler man om forskellige former for epilepsi.
Presse, der ønsker at dække Dansk Epilepsiforenings 50-års jubilæum, bedes tilmelde sig hos Dansk Epilepsiforenings senest 26. september hos kommunikationsmedarbejder Per Vad, mobil 29 91 02 33 mail pervad@epilepsiforeningen.dk .
Relevant information
http://www.epilepsiforeningen.dk/tema/jubilau