22/11-13
-
Pressemeddelelse
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie ny protektor for Dansk Epilepsiforening
I februar 1972 blev det glædesstrålende annonceret i det daværende medlemsblad, at H.K.H Prins Henrik var blevet protektor for Dansk Epilepsiforening. Med lige så stor glæde kan Dansk Epilepsiforening nu meddele, at H.K.H. Prinsesse Marie overtager protektoratet.
"Vi har været meget glade for, at have haft H.K.H. Prinsgemalen, som protektor. Og jeg er taknemmelig for de 40 års fælles historie vi har haft sammen," udtaler Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen.
"Samtidig vil jeg byde H.K.H. Prinsesse Marie hjerteligt velkommen som vores ny protektor. Jeg ved, at mange at foreningens medlemmer allerede har et blødt punkt, når det gælder H.K.H. Prinsesse Marie, efter hendes deltagelse ved fejringen af Dansk Epilepsiforenings 50 års jubilæum på Odense Rådhus i 2012. Her efterlod hun alle tilstedeværende med et indtryk af en prinsesse med et både personligt engagement, og en dybfølt interesse for epilepsisagen."
"Ligesom H.K.H. Prinsgemalen har gjort, så tror og håber jeg, at H.K.H. Prinsesse Marie vil være med til at skabe øget opmærksomhed omkring epilepsi og Dansk Epilepsiforenings arbejde. Der er brug for langt mere opmærksomhed om epilepsi, som berører 55.000 danskeres dagligdag. Af denne store gruppe kan hver tredje af dem ikke blive anfaldsfri med de tilgængelige behandlingsmuligheder. Og vi ved at mange især i denne gruppe kan have det meget vanskeligt. Epilepsi kan give meget betydelige følgeproblemer, så vi har brug for al den opmærksomhed vi kan mønstre for at skabe de bedst mulige behandlings- og levevilkår for hele gruppen." afslutter Lone Nørager Kristensen
Fakta om Dansk Epilepsiforening:Dansk Epilepsiforening er en frivillig forening, der siden 1962 har varetaget interesserne for de 55.000 danskere der har epilepsi. Foreningen arbejder for at sikre alle med epilepsi den bedst mulige behandling og færrest mulige begrænsninger i hverdagen.
Dansk Epilepsiforening, Store Gråbrødrestræde 10, 1. 5000 Odense. www.epilepsiforeningen.dk
Fakta om epilepsiEpilepsi viser sig ved pludselige, gentagne anfald. Anfaldene udløses af unormale elektriske impulser i større eller mindre dele af hjernen. Anfaldene opleves forskelligt fra person til person, og der findes mange forskellige anfaldstyper og forløbsformer.
Hver dag får 12 danskere stillet diagnosen epilepsi; heraf bliver langt de fleste behandlet med medicin. Ca. 65% af alle med epilepsi bliver anfaldsfri ved hjælp af behandlingen, men cirka 1/3 har en medicinsk intraktabel epilepsi, og mange vil som følge heraf i væsentlig grad være fysisk og/eller psykisk belastede af sygdommen.
Relevant information
Foto fra prinsessens deltaglse i jubilæum
http://www.epilepsiforeningen.dk/tema/jubilaum/receptionsfoto/
Pressekontakt
Lone Nørager Kristensen
Landsformand
+45 30 88 37 92
Per Olesen
Direktør
+45 40 25 19 62