06/10-09
-
Pressemeddelelse
Konkursbølgen ruller ufortrødent videre
Trods et lille fald i antal månedlige konkurser i september, er tendensen fortsat en stabilisering på et rekordhøjt niveau med ca. 500 konkurser pr. måned, når der korrigeres for sæsonudsving. Der er tale om stabilisering på rekordhøjt niveau.
På intet tidspunkt i statistikkens historie har konkurstallet været højere end i sommerhalvåret 2009. Dansk Erhverv forventer tilmed, at antallet af konkurser blandt virksomhederne vil stige yderligere frem mod årsskiftet, idet de forlængede moms- og A-skattekredittider nu rulles tilbage.
"Særligt de små virksomheder, der skulle indbetale dobbelt halvårlig momsafregning 1. september, har forhøjet konkursrisiko," forudser skattepolitisk chef i Dansk Erhverv Bo Sandberg.
I september var der 488 konkurser mod 509 måneden før, når der er korrigeret for sæsonudsving.
I 2009 har der foreløbig i gennemsnit været 483 konkurser pr. måned. Til sammenligning har der i hele statistikkens øvrige 30-årige levetid i gennemsnit været ca. 187 konkurser pr. måned (gennemsnit for 1979-2008).
"I øjeblikket ligger konkurstallet hver eneste måned 2½ gange højere end normalen," pointerer Bo Sandberg og fortsætter:
"På trods af rekord mange konkurser, har forlængelsen af kredittiderne tilmed taget toppen af konkurs-statistikken indtil nu. Derfor vil det også gøre ekstra ondt i resten af 2009, når elastikken strammes igen."
Mere diskrete konkurser og afskedigelser
Samtidig er der ved at ske et skift væk fra de store virksomheders meget synlige fyringsrunder og konkurser.
"Det næste halve år forventer vi en mere sivende - men ikke mindre alvorlig - neddrosling af den private beskæftigelse og virksomhedsbestand. Og ingen af de private brancher går fri af denne tendens," siger Bo Sandberg.
Relevant information
http://www.danskerhverv.dk