Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/09-10   -   Pressemeddelelse

Forkerte afgørelser fra Forbrugerklagenævnet

Forbrugerklagenævnet gør elektronikforhandlerne økonomisk ansvarlige for tv-udbydernes markedsføringstiltag. Det er uholdbart, mener Dansk Erhverv, som advarer mod konsekvenserne.

Forbrugerklagenævnet har truffet en række afgørelser, der siger, at forbrugerne har krav på at få penge tilbage, hvis de har købt et tv efter december 2008 og ikke er blevet oplyst om, at de på et tidspunkt ville kunne se tv-kanaler i digital kvalitet uden en modtageboks, hvis deres tv havde en C-tuner.

På det tidspunkt var programmer fra kabel-tv-udbyderne krypterede, og forbrugerne var nødt til at leje et programkort eller en boks fra YouSee, hvis de ville se programmer digitalt.

Men i september 2009 besluttede YouSee at fjerne krypteringen og give deres kunder fri adgang til at se tv i digital kvalitet. Forudsætningen for at kunne tage imod tilbuddet var dog, at kunderne havde et tv eller en modtageboks med en DVB-C tuner.

Skal elektronikforhandlerne kunne spå?
Dansk Erhverv ryster på hovedet over afgørelserne.

"Jeg ved ikke, hvordan Forbrugerklagenævnet mener, at elektronikforhandlerne skulle have forudset, at YouSee ville beslutte at tilbyde deres kunder med en DVB-C tuner tv i digital kvalitet uden et programkort eller en boks. De kan jo ikke spå. Men frem for alt er det uforståeligt, at forbrugere skal have penge tilbage fra velfungerende tv-apparater, der intet fejler," siger Lone Rasmussen, forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv.

Hun peger på, at forbrugerne kan se tv på akkurat samme måde, som da de købte tv-apparatet, og at ingen er blevet stillet ringere.

Bekymrende udvikling
Dansk Erhverv følger normalt Forbrugerklagenævnets afgørelser. Men for to måneder siden valgte Dansk Erhverv sammen med elektronikbranchen at indbringe nogle sager om MPEG-2 fjernsyn for domstolene.

"Det er nu anden gang på kort tid, at vi ser nogle afgørelser i Forbrugerklagenævnet, der gør teknologisk udvikling på tv-området til noget negativt, som forhandlerne skal bøde for økonomisk. Det er uholdbart," siger Lone Rasmussen.

Hun advarer mod konsekvenserne, som hun kalder alvorlige på flere områder.

"Afgørelserne svækker de erhvervsdrivendes tillid til Forbrugerklagenævnet, hvilket er meget uheldigt," siger Lone Rasmussen.

"Forbrugerklagenævnet forlanger, at forhandlerne skal oplyse forbrugerne om de ting, tv-apparaterne ikke vil kunne, når der i fremtiden kommer ny teknologi på markedet. Det er en meget vanskelig og urimelig opgave," siger hun og fortsætter:

"I sidste ende er der kun forbrugerne til at betale, hvis forhandlerne skal give penge tilbage, hver gang der sker noget nyt på tv-området. Og det gør der jo næsten hele tiden i disse år".
Dansk Erhverv kan ikke acceptere afgørelserne og vil nu sammen med branchen drøfte, hvad der skal ske videre.

Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire