10/01-11
-
Pressemeddelelse
Sløj detailhandel i november
Detailsalget var i november 0,2 procent lavere end i oktober. Den fortsat sløje detailhandelsvækst i november indebærer, at der stilles endnu større krav til, at julehandlen udviklede sig positivt, hvis detailhandlen skal kunne se tilbage på et brugbart 2010.
"Malet med bred pensel vælger forbrugerne fortsat at spare op frem for at forbruge. Og når også november udviklede sig halvsløjt i detailhandlen, så betyder det naturligvis, at der trækkes endnu større veksler på en høj december-omsætning, hvis detailhandlen skal kunne siges at gå styrket ud af 2010," siger økonom i Dansk Erhverv, Bo Sandberg.
Snusfornuftige forbrugere sparer op i stedet for at forbruge
Dansk Erhverv fremhæver, at trods en gennemsnitlig fremgang i de disponible indkomster på ca. seks procent i 2010, så steg privatforbruget kun med ca. to procent - og i 2011 ventes en langt mere afdæmpet fremgang i de disponible indkomster.
"Man kan blot stilfærdigt konstatere, at det meget vel kan være, at det rationelle valg for den enkelte familie - nemlig at spare op - her og nu er med til at dæmpe væksten i dansk økonomi," siger Bo Sandberg.
Dansk Erhvervs seneste medlemsundersøgelse fra oktober viste, at detailhandlen ikke havde fået indfriet sine ellers positive forventninger fra starten af 2010, men at der trods alt stadig er optimisme for 2011.
Relevant information
http://www.danskerhverv.dk