04/02-11
-
Pressemeddelelse
Arbejdsmarkedet overraskede positivt i 2010
Ledigheden har i 2. halvår 2010 ligget stabilt omkring 6,1-6,2 pct. af arbejdsstyrken. Når man tager i betragtning, hvordan forventningerne var ved indgangen til 2010, så har arbejdsmarkedet overrasket positivt, mener Dansk Erhverv.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i hele 2010 i gennemsnit var 163.900 ledige fuldtidspersoner, svarende til en bruttoledighedsprocent på 6,0.
"Den stagnerende ledighed i 2. halvår 2010 er en positiv nyhed for det danske arbejdsmarked. Ophøret af den kraftige finanspolitiske stimulans indebærer ellers en forventning om svagt stigende ledighed et stykke tid endnu. Ifølge Dansk Erhverv s prognoser vender arbejdsmarkedet først for alvor noget senere i løbet af 2011," siger Bo Sandberg, økonom i Dansk Erhverv
Udviklingen i 2010 som forventet i Dansk Erhvervs efterårsprognose
"Ledighedstallene for 2010 har overrasket positivt i forhold de forventninger, vi i sin tid gik ind i 2010 med. Allerede i foråret 2010 stod det klart, at ledigheden ville udvikle sig bedre end frygtet, da krisen var på sit højdepunkt," siger Bo Sandberg.
I Dansk Erhvervs seneste økonomiske prognose fra oktober var ledighedsskønnet for 2010 ca. 164.000 bruttoledige. Som følge af finanspolitisk opstramning ventes ledigheden i 2011 at stige svagt til 170.000. I 2012 vil der være kommet så meget gang i hjulene i den private sektor, at erhvervsorganisationen skønner, at ledigheden falder til 155.000.
Dansk Erhverv er klar med en ny økonomisk prognose senere i februar.
Ledighed påvirker privatforbrug
Ledighed mindsker den disponible indkomst og dermed ofte også forbruget, som den danske økonomi er meget afhængig af.
"Det er ikke kun de ledighedsberørte, som sænker deres forbrug i tilfælde af arbejdsløshed. En stigende ledighed gør de beskæftigedes situation mere usikker, da sandsynligheden for at blive afskediget stiger. Jobusikkerhed medfører nedsat forbrug og opsparing til eventuelle dårligere tider. Derfor er det positivt, at ledigheden i øjeblikket holder status quo, således at det spirende opsving ikke dræbes af lavere privatforbrug," siger Bo Sandberg.
Relevant information
http://www.danskerhverv.dk