Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/03-11   -   Pressemeddelelse

Konkursbølgen ruller stadig

Det er alt for tidligt at afblæse konkursbølgen, vurderer erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. I februar 2011 var der ifølge analyse- og kreditvirksomheden Experian 490 virksomhedskonkurser. Det er et fald på 8 pct. i forhold til samme måned 2010. Udviklingen i antal nystartede virksomheder skuffer fortsat, selv om det også på den front så småt er ved at gå den rigtige vej.

"2011 har foreløbig budt på et fald i konkursantallet, og Dansk Erhverv forventer, at konkurserne i år stabiliserer sig på et gennemsnit omkring 450 konkurser pr. måned. Set med historiske briller er det dog fortsat et meget højt antal konkurser - så på den baggrund er det alt for tidligt at afblæse konkursbølgen, selvom den utvivlsomt har toppet," siger økonom Bo Sandberg, Dansk Erhverv.

Lav efterspørgsel og vanskelig kreditsituation i 2011
2011 bliver et økonomisk mellemår, hvor den kraftige finanspolitiske stimulans af økonomien ophører, men hvor opsvinget i den private sektor ikke er kraftigt nok til for alvor at generere nyinvesteringer og stigende beskæftigelse. Derfor vurderer Dansk Erhverv, at antallet af konkurser fortsat vil være højt gennem hele 2011.

"Vores nye medlemsundersøgelse blandt servicesektorens virksomheder tyder på, at det fortsat er vanskelig at skaffe adgang til likviditet - og at situationen ikke har ændret sig markant det seneste år. Netop servicesektoren er ellers den mest optimistiske af erhvervslivets hovedbrancher og den sektor, som har klaret sig bedst gennem krisen" påpeger Dansk Erhvervs økonom.

Fra årsskiftet 2010/2011 blev den sidste rest af de midlertidigt forlængede kredittider, A-skatte-indbetalingerne, rullet tilbage til udgangspunktet før krisen. Det kan naturligvis mærkes på likviditeten i de virksomheder, der har ansatte. Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv vurderer derudover også, at Amagerbankens konkurs vil trække spor efter sig i erhvervslivet - både overfor de virksomheder, der er direkte involveret, men også mere generelt i adgangen til finansiering og risikovillig kapital.

Det lysner lidt for handel, transport og byggeri
De nye tal for februar gentager januars tendens med et faldende antal konkurser i handel, transport og byggeri. I de tre brancher tilsammen var der i februar i år 47 færre konkurser end i februar 2010.

"Der har allerede tidligt i kriseforløbet fundet en enorm tilpasning sted blandt handels-, transport- og ikke mindst byggevirksomheder. Disse brancher har fået nogle gevaldige økonomiske tæsk. Men de virksomheder, der har overlevet kan nu forhåbentlig kigge fremad," siger Bo Sandberg.

Moderat stigning i nystartede virksomheder
Ifølge Experian så 1460 nye virksomheder dagens lys i februar 2011. Det er for så vidt en pæn stigning på 21 procent i forhold til februar 2010. Men virksomhedsetableringerne ligger opsigtsvækkende nok fortsat UNDER niveauet fra det deciderede rædselsår 2009 (1665 nye virksomheder i februar 2009) - og milevidt under førkrise-årene 2007 og 2008, hvor der i samme måned i gennemsnit blev etableret 2250 virksomheder.

"En så moderat stigning i iværksætteriet fra så lavt et udgangspunkt, er ikke noget, der kan bringe vores arme særlig langt op over hovedet. Den positive udlægning af det fortsat lave niveau for nyetablering af virksomheder i 2011 er, at det nu er seriøse virksomheder, der starter op. På bagkant af højkonjunkturen kom der mange lykkeriddere ind på markedet for at score en hurtig gevinst uden at have tilstrækkelig solidt forretningskoncept, f. eks. indenfor byggeriet," siger Bo Sandberg.

Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire