03/03-11
-
Pressemeddelelse
Den danske inflation er lavere end EUs
Forbrugerpriserne steg i Danmark med 2,6 procent i januar i forhold til samme måned sidste år. Dermed er de danske prisstigninger for første gang længe lavere end EU-gennemsnittet på 2,7 procent, men stadig markant højere end vores naboer og største samhandelspartnere Tyskland (2,0 pct.) og Sverige (1,4 pct.).
Hele EU er ramt af de stigende energipriser, som sammen med stigninger i andre råvarepriser er med til at trække forbrugerprisindekset op på næsten 3 pct.
"I øjeblikket ser vi, hvordan de stigende energipriser breder sig til andre dele af økonomien. Dels stiger transportudgifterne væsentligt, hvilket ikke kun rammer bilisterne, da højere fragtomkostninger på varer væltes over på forbrugeren. Fx er brændstoffer til transport steget med hele 46 pct.! Derudover rammes alle af højere boligudgifter som følge af, at prisen på elektricitet, fyringsolie og gas stiger voldsomt," siger økonom i Dansk Erhverv, Bo Sandberg.
Tysklands inflation har taget et gevaldigt hop og har trukket EU-gennemsnittet med op
"På trods af at den danske inflation ligger under EU-gennemsnittet, er den stadig markant højere end hos vores største samhandelspartnere. Både Tyskland, Sverige og Norge ligger med lavere inflation end os - der er dog fra starten af 2011 sket en betydelig indsnævring af inflationsforskellen til Tyskland, hvilket er godt nyt for de danske eksportvirksomheder og konkurrenceevnen i det hele taget," siger Bo Sandberg.
Dansk Erhverv peger på, at den tyske inflation er steget dels pga. energiprisstigningerne, men også efterhånden pga. en vis efterspørgselstrukket inflation som følge af det økonomiske opsving syd for grænsen.
Sverige holder fast i en imponerende lav inflation, hvilket især skyldes en langsom men sikker styrkelse af den svenske krone gennem længere tid - det gør importerede varer billigere at købe for svenskerne.
Relevant information
http://www.danskerhverv.dk