16/03-11
-
Pressemeddelelse
Positiv vækst i omsætningen på hjemmemarkedet
Danmarks Statistiks samlede tal for virksomhedernes indenlandske omsætning i januar 2010 viser, at der i årets første måned var en nominel omsætningsfremgang på 5,9 mia. kr., svarende til en vækst på 3,1 pct. I forhold til januar 2010 steg omsætningen med 20 mia. kr., det svarer til hele 10,8 pct. Dansk Erhverv fremhæver dog, at der fortsat er langt op til omsætningen før krisen, og at der stadig ikke for alvor er gang i privat beskæftigelse og investeringer.
"Omsætningsfremgangen i forhold til januar sidste år er meget positiv og underbygges af Dansk Erhvervs medlemsundersøgelse, hvor 54 procent af medlemmerne forventer en fremgang i omsætningen i 2011, mens kun 13 pct. forventer et fald.
Dansk Erhverv vurderer dog, at stigningen endnu ikke er kraftig nok til for alvor at sætte gang i privat beskæftigelse og investeringer. Dette afspejles bl.a. i Dansk Erhvervs økonomiske prognose, hvor vækstskønnet er nedjusteret fra 1,8 til 1,3 pct. for 2011," siger Bo Sandberg, økonom i Dansk Erhverv.
"I år vil familiernes rådighedsbeløb slet ikke opleve samme fremgang som i 2010, hvor danskerne pga. skattereform, lav rente og ekspansiv finanspolitik i gennemsnit havde ca. 6 pct. mere at gøre godt med til forbrug og opsparing. Den positive udviklingen i omsætningen kan være med til at rette op på dette, men vi ligger stadig langt fra 2008-niveauet, hvilket fortsat er med til at holde væksten nede," siger Bo Sandberg.
Dansk Erhvervs økonom påpeger, at mildere temperaturer i januar måned i år også kan have haft en afsmittende effekt på den store stigning i omsætningen. Middeltemperaturen i januar måned 2011 var ca. 3,5 grader højere end i januar 2010.
Relevant information
http://www.danskerhverv.dk