Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/03-11   -   Pressemeddelelse

Ærgerlig ny markedsføringslov på vej

Folketinget behandler i dag et forslag til ny markedsføringslov, der bl.a. ophæver forbuddet mod rabatkuponer efter en EU-dom. Ærgerligt mener Dansk Erhverv, som dog er glad for de skrappe krav til brugen af kuponerne og opfordrer til en hurtig vejledning.

I Danmark får alle forbrugere glæde af tilbudsavisernes rabatter, og det er let at sammenligne priser. Det kan der blive lavet om på, hvis rabatkuponerne vinder indtog i detailhandlen. En EU-dom har pålagt Danmark at ophæve forbuddene mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer, og Folketinget starter behandlingen af lovforslaget i dag.

"Rabatkuponer er en dyr og besværlig måde at give rabat på for både forbrugere og detailhandel. Forbrugerne skal læse annoncer, klipper kuponer ud og tilrettelægge deres indkøb efter dem. Detailhandlen skal bruge tid og penge på at administrere kuponerne samtidig med, at den risikerer utilfredshed hos de kunder, som ikke kan få rabat, fordi de ikke har nogen kuponer," siger Lone Rasmussen, forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv.

Behov for hurtig vejledning
Dansk Erhverv beklager, at EU-dommen gør det nødvendigt at ophæve forbuddene, men roser at lovforslaget stiller skrappe krav til, at rabatkuponer og konkurrencer ikke må vildlede. Det skal bl.a. fremgå hvor de kan indløses, størrelsen på rabatten, gyldighed, eventuelle begrænsninger m.m.

"Når det på den korte bane er nødvendigt at ophæve forbuddene i Danmark, er det vigtigt, at der hurtigt udarbejdes en vejledning med klare og præcise retningslinjer for udformningen af kuponerne," siger Lone Rasmussen.

Brug for fornyet pres på EU
Da direktivet om urimelig handelspraksis blev vedtaget i maj 2005, forhandlede man stadig om et forslag til forordning om salgsfremmende foranstaltninger, som blev trukket tilbage i marts 2006. Ingen EU-lande har derfor vidst, at de skulle inddrage salgsfremmende foranstaltninger i drøftelserne af direktivet om urimelig handelspraksis.

"Problemet kan kun løses i EU. EU-Kommissionen er lige nu ved at forberede en revision af direktivet. Der er brug for et fornyet pres på EU-Kommissionen. Som kommende formandskabsland har Danmark også en enestående mulighed for at løfte denne sag," siger Lone Rasmussen.

Organiseret rabat
Lovforslaget lægger op til at ophæve bestemmelsen om organiseret rabat.

"Formålet med den bestemmelse var at skabe større gennemsigtighed omkring prisdannelsen. Når denne nu risikerer at blive markant sløret på grund af rabatkuponerne, synes vi, det er svært at se nytten af en sådan regel. Vi vil hellere have, at Forbrugerombudsmanden bruger sine kræfter på at holde øje med om rabatkuponerne lever op til reglerne," siger Lone Rasmussen.

For yderligere oplysninger kontakt forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv Lone Rasmussen på tlf. 41 24 32 46 eller lra@danskerhverv.dk.

Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire