Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/04-11   -   Pressemeddelelse

Erhvervsorganisationer i fælles kamp for færre byrder

Dansk Erhverv og Dansk Byggeri går nu sammen for at gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark
De to erhvervsorganisationer Dansk Byggeri og Dansk Erhverv er gået sammen for at få regeringen til at fortsætte arbejdet med at reducere de administrative byrder og gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark.

Regeringens målsætning om at reducere de administrative byrder med 25 procent skulle være nået ved årsskiftet, men ifølge de to organisationer, der til sammen repræsenterer mere end 25.000 virksomheder i servicesektoren og byggeriet, er der stadig meget at tage fat på i det videre arbejde med at fjerne byrderne. På baggrund af undersøgelsen har Dansk Erhverv og Dansk Byggeri i et fælles udspil udarbejdet en 9 punktsplan, som kan fjerne nogle af de byrder, der gør det tungt og frustrerende at drive en sund forretning.

"Hvis ikke, der arbejdes videre med at fjerne overflødige og unødvendigt tunge administrative byrder, så vil det ikke alene være besværligt at drive virksomhed i Danmark, men det vil også gå ud over den danske økonomi. For meget administrativt bøvl hæmmer de danske virksomheders konkurrenceevne. Og det vil i sidste ende påvirke både den danske vækst og velstand," siger erhvervspolitisk konsulent Anne Gram fra Dansk Erhverv.

"Der er en klar tendens til, at der er forskellige opfattelser af, hvad virksomheder anser som bøvl, og hvad politikere og embedsmænd anser for at være byrder. Vi håber, at vores undersøgelse kan være med til at opnå en langt større forståelse af, hvor virksomhederne ønsker en indsats," forsætter chefkonsulent, Kathrine Stampe Andersen fra Dansk Byggeri.

Dansk Erhverv og Dansk Byggeri har spurgt deres medlemmer, hvor de mener, der skal sættes ind, hvis man vil de overflødige byrder og administrative bøvl til livs. Svarene er efterfølgende blevet brugt til at udarbejde en række konkrete forslag til, hvordan de administrative byrder kan lettes.
"Undersøgelsen viser, at det blandt andet er i forhold til kommunerne, virksomhederne oplever bøvl og besvær. Kommunerne fortolker ofte lovgivningen forskelligt og gør det besværligt for virksomhederne at drive forretning på tværs af kommunegrænserne," siger Kathrine Stampe Andersen.

Undersøgelsen peger også på, at det vil lette en stor byrde, hvis virksomheder kun skal indberette samme data til offentlige myndigheder én gang.
"Særligt indberetning af samme data til flere forskellige myndigheder er et område, som hele 88 procent af de adspurgte virksomheder mener, vil hjælpe dem mod det administrative bøvl i hverdagen. Danmark er et af de sidste EU-lande, hvor man endnu ikke har fundet en løsning, så virksomhederne ikke skal indberette samme data flere gange," siger Anne Gram.

Kontakt:
Erhvervspolitisk konsulent Anne Gram, Dansk Erhverv, tlf. 40 71 19 13 eller agr(at)danskerhverv.dk
Afdelingschef Torben Liborius, Dansk Byggeri, tlf. 23 32 34 95 eller: tli(at)danskbyggeri.dk

Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire