11/04-11
-
Pressemeddelelse
Høje benzinpriser bremser den økonomiske vækst
Dagens nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i marts landede på 2,7 pct. og dermed indtil videre i 2011 har holdt sig stabilt på dette høje niveau. Det er benzinpriser og andre energiafgifter, der trække inflationen op. Høj inflation i kombination med beskedne BNP-vækstrater vækker bekymring i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
"Pendlingen i Danmark er på et rekordhøjt niveau. Pendling fungerer som transmissionskanal mellem et stift boligmarked på den ene side og et fleksibelt boligmarked på den anden. Når samtidig krisen har ført til, at mange må søge jobs længere væk fra bopælen, siger det sig selv, at stigende benzinpriser rammer forbrugerne hårdt. Man må se en stigende del af den disponible indkomst bundet i energiudgifter, hvilket hæmmer det øvrige privatforbrug og dermed den økonomiske vækst," siger Bo Sandberg, økonom i Dansk Erhverv.
I marts måned bidrog de tårnhøje benzinpriser med 0,3 pct-point og energiafgifterne i øvrigt med 0,2 pct-point ud af de samlede forbrugerprisstigninger på 2,7 pct.
Den bagvedliggende danske inflation er i forvejen ganske høj, når man tager i betragtning, hvor i konjunkturforløbet vi befinder os. Til gengæld er inflationen i nogle af nabolandene dog nu også så småt på vej i vejret - det gælder for eksempel Sverige. Til oktober indfører Danmark en ny dansk særskat, nemlig fedtafgiften, der bliver en yderligere inflationsmotor. Dansk Erhverv har beregnet, at fedtafgiften alene vil hæve inflationen med mellem 0,2-0,3 pct-point, når den efter planen indføres 1. oktober i år.
Relevant information
http://www.danskerhverv.dk