14/04-11
-
Pressemeddelelse
Greencard-ordningen skaber vækst
Dansk Erhverv er bekymret over, at politikerne overvejer at indføre nye barrierer for brugen af udenlandsk arbejdskraft. Senest har Dansk Folkeparti krævet greencard-ordningen afskaffet.
"Vi er meget glade for greencard-ordningen, der gør det muligt for kvalificerede udlændinge at komme til Danmark for at søge arbejde. De udlændinge, som kommer til Danmark på greencard-ordningen, er velkvalificerede og en eftertragtet arbejdskraft, og behovet for dem bliver kun større i fremtiden," fortæller Ole Steen Olsen, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.
En analyse af den tyske greencard-ordning viser, at de udlændinge, der kommer til via greencard-ordningen i snit skaber en merbeskæftigelse på 2,5 person. Og ifølge Økonomi- og Erhvervsministeriet skaber hver enkelt ansat udenlandsk videnmedarbejder næsten 2 job i værtslandet.
"Virksomhederne og Danmark har brug for udenlandsk arbejdskraft. Adgangen til udenlandsk arbejdskraft er vigtig for videns- og erfaringsudveksling i virksomheder. Hæmmer vi adgangen til udenlandsk arbejdskraft, er alternativet for virksomhederne at flytte opgaver til udlandet. Den udenlandske arbejdskraft her i landet er dermed med til at fastholde opgaver i Danmark og således også job til danske medarbejdere," udtaler Ole Steen Olsen.
Han fremhæver, at greencard-ordningen er skruet sammen på en måde, der sikrer, at udlændingene ikke kan trække på de danske velfærdsydelser, hvis de ikke bidrager til samfundsøkonomien ved at arbejde.
Udenlandske medarbejdere øger produktiviteten
Forskning fra CBS viser, at produktiviteten i virksomheder, som ansætter udenlandsk arbejdskraft, er 5 til 15 procent højere end i sammenlignelige virksomheder, der ikke ansætter udenlandsk arbejdskraft.
"Vi har brug for at øge produktiviteten i Danmark, og det kan den udenlandske arbejdskraft i høj grad bidrage med. Flere analyser peger på, at udenlandsk arbejdskraft bidrager både til væksten og beskæftigelsen i Danmark. Derfor skal de ordninger, som gælder for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, ikke forringes - tværtimod," understreger Ole Steen Olsen.
"Den udenlandske arbejdskraft er og vil også i fremtiden være en vigtig forudsætning for en fortsat vækst i Danmark, og den er dermed en af forudsætningerne for, at vi kan bevare det danske velfærdssystem," fortsætter han.
For yderligere information kontakt Ole Steen Olsen på 33 74 66 11 eller 22 62 09 25.
Relevant information
http://www.danskerhverv.dk