Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/11-11   -   Pressemeddelelse

Manglende pakkekonkurrence skader e-handel

Den manglende pakkekonkurrence i Danmark skaber et stort grænsehandelsproblem for e-handlen, viser ny rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet. Hamrende ærgerligt, mener Dansk Erhverv.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn sætter nu fokus på vækstmulighederne i mere tværnational e-handel. Det sker på baggrund af en ny e-handelsundersøgelse, som Erhvervs- og Vækstministeriet offentliggør i dag. Undersøgelser viser, at hvis det digitale indre marked udbygges fuldt ud, kan der opnås en vækst i EU's BNP i 2020 på op til 4 pct.

Desværre viser den nye undersøgelse også, at høje priser for pakketransport ud af Danmark er en barriere for danske e-handelsvirksomheders vækst i udlandet. Og de høje danske fragtpriser har medført, at flere danske e-handelsvirksomheder har flyttet deres lagre til udlandet.

"Det er hamrende ærgerligt, at Danmark går glip af arbejdspladser og vækst, fordi der ikke er skabt rimelige konkurrencevilkår på pakkepost," siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Jakob Tietge.

"Erhvervs- og Vækstministeriets undersøgelse viser, at de høje priser for pakketransport har skabt et nyt grænsehandelsproblem, hvor det bedre kan betale sig for danske e-handelsvirksomheder at flytte deres lagre til udlandet end at sende varerne fra Danmark. Det bør man politisk få løst hurtigst muligt," siger han.

Ulige konkurrencevilkår
Dansk Erhverv peger på, at private pakkedistributører ikke har lige konkurrencevilkår med Post Danmark, selvom markedet for pakkedistribution formelt er liberaliseret. Især er det et problem for konkurrencen, at private pakkedistributører skal opkræve moms hos kunderne, mens Post Danmarks pakkeforretning er fritaget fra moms.

Samtidig indførte den nye postlov, der trådte i kraft 1. januar 2010, en udligningsordning, der betyder, at private pakkedistributører risikerer at skulle betale tilskud til Post Danmark, hvis Post Danmark har problemer med deres pakkeforretning. Det skaber usikkerhed i markedet og modvirker en sund konkurrence.

"Det er bestemt godt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu vil se på konkurrenceforholdene på fragtmarkedet, men det er afgørende, at styrelsen også inddrager momsproblematikken og den nye regulering af postmarkedet i postloven," siger Jakob Tietge.

For yderligere oplysninger kontakt chefkonsulent i Dansk Erhverv, Jakob Tietge på tlf. 41242961

Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire