Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/12-11   -   Pressemeddelelse

Stigende eksport til USA og Norge er godt nyt for udenrigshandlen

Dagens udenrigshandelstal fra Danmarks Statistik viser en uventet stigning i eksporten på 2,3 pct. i oktober, når der korrigeres for sæsonudsving. Det er en smule overraskende set i lyset af den internationale gældskrise. Samtidig faldt importen i oktober med 0,3 pct., hvilket er et klart symptom på en svag indenlandsk efterspørgsel.

"Isoleret set er det godt for den danske betalingsbalance, at henholdsvis eksporten stiger og importen falder. Men dette er dog dybest set et udtryk for, at der er mere gang i kedlerne i udlandet, end tilfældet er i Danmark. Den danske betalingsbalance har længe været kernesund, men det skyldes høj grad et meget lavt importniveau," siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Erhverv

Eksporten ophører som vækstmotor i 2012

"Som ventet er den danske eksport til EU-landene faldet henover efteråret - men i oktober blev dette modsvaret af eksporten af især vindmøller til USA og også en stigende eksport af bl.a. olie - men ikke smør - til Norge. Det er en positiv overraskelse, at eksporten til landene udenfor EU har kunnet modsvare faldet i eksport indenfor EU," siger Bo Sandberg.

På trods af dagens positive eksporttal, så er prognoserne for 2012 noget mere dystre.

"Man må forvente, at eksporten allerede aftager de kommende måneder i lyset af den kraftigt aftagende efterspørgsel på de internationale markeder. Og for Danmarks vedkommende må man især hæfte sig ved, at Danmarks to V8-motorer, Sverige og Tyskland, for alvor sænker farten i 2012. Til gengæld er der håb om, at USA i en periode nu vil fylde mere i eksportstatistikken," siger Bo Sandberg, og fortsætter:

"I lyset af de dystre internationale prognoser kan Danmark dog trøste sig med, at den danske eksportsammensætning ikke er nær så konjunkturfølsom som andre landes. Vi eksporterer en del nødvendighedsvarer, såsom fødevarer, medicin og energi. Derfor vil faldet formentlig ikke blive så drastisk - men nok til at man ikke skal forvente eksporten som nogen vækstmotor i 2012".

For mere information:

Cheføkonom Bo Sandberg tlf. 28 50 38 19 - bsa@danskerhverv.dk

Kontakt: Cheføkonom Bo Sandberg på 28503819 eller bsa@danskerhverv.dk.

Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire