Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/03-13   -   Pressemeddelelse

Dansk Erhverv: Behov for mere moderne velfærd

Der skal mere turbo på nye teknologiske løsninger inden for det offentlige. Derfor hilser Dansk Erhverv regeringens nye debatoplæg om digital velfærd velkommen.

Ringere service og dårligere velfærd. Det kan blive konsekvensen, hvis Danmark ikke opruster kraftigt med nye teknologiske løsninger, der kan kompensere for de manglende varme hænder. Det kan for eksempel være lægetjek via internettet, tablets til skoleelever og samarbejde på tværs af sektorerne i forhold til udsatte unge.

"Der er behov for, at kommuner, regioner og stat går sammen om at digitalisere alle velfærdsområder fuldt ud. Derfor er vi glade for, at regeringen nu sparker liv i debatten om fremtidens digitale velfærd", siger Christian Ohm, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

I dag præsenterer regeringen, KL og Danske Regioner således et nyt debatoplæg under overskriften "digital velfærd". Det handler om, hvor langt det offentlige skal gå i digitaliseringen inden for sundhed, uddannelse og det sociale område, og hvor hurtigt det skal ske. Senere på året skal det resultere i en fælles offentlig strategi med konkrete initiativer og anvisninger til, hvordan de skal finansieres.

Ny velfærd kan spare milliarder
Med udsigten til flere og flere ældre er der behov for at gøre velfærdsområderne mere effektive. Men derudover vil øget digitalisering af sundhedsområdet også lette hverdagen for de tusindvis af danskere, der skal til rutinemæssige tjek og undersøgelser hos lægen.

"I dag må medarbejdere tage halve eller hele fridage for at blive tjekket hos lægen for eksempelvis diabetes. Med nye digitale løsninger kan medarbejderne klare det i hjemmet eller fra arbejdspladsen, så de slipper for at skulle tage fri", forklarer Christian Ohm.

Samtidig vil de nye teknologiske løsninger betyde store besparelser inden for sundhed, uddannelse og det sociale område. Ifølge beregninger fra Dansk Erhverv og IT-Branchen kan det offentlige spare op mod 8,2 milliarder kroner om året.

"Der er allerede gang i mange gode projekter rundt om i landets kommuner, men der er lang vej endnu. Derfor er der brug for en klar strategi for de investeringer, der skal til for at retænke vores velfærd. Og regeringen bør sætte alt ind på, at de nye, moderne løsninger implementeres fuldt ud, så det ikke bare ender som spredt fægtning", siger Christian Ohm.


Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire