Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/07-13   -   Pressemeddelelse

Stigende forbrugeroptimisme understøtter vækst

Indikatoren for forbrugertillid er fortsat positiv, 3,7 i juli mod 3,4 pct. i juni, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Den gryende optimisme kan hjælpe med at bane vejen for højere privatforbrug og vækst i dansk økonomi, vurderer Dansk Erhverv.

"Dagens tal for forbrugerforventningerne er nok sommerens mest spændende økonomiske nøgletal. I juni måned oplevede vi en markant og overraskende stor forbedring af forbrugertilliden. Spørgsmålet har så været, om de positive takter kunne fastholdes, eller der var tale om en enlig svale. De nye tal for forbrugerforventningerne understreger, at der er tale om en tendens i positiv retning, og det giver grundlag for optimisme," siger Malthe Munkøe, der er konsulent i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Stigende forbrugertillid afgørende for opsving
Den voksende optimisme blandt forbrugerne er godt nyt for samfundsøkonomien, eftersom større forbrugertillid vil understøtte privatforbruget og stimulere den indenlandske efterspørgsel.

"Den voksende forbrugeroptimisme kan bane vejen for en begyndende økonomisk genopretning. Lav forbrugertillid og købelyst har længe været med til at fastholde væksten i Danmark på et lavt niveau. En forbedring af forbrugertilliden vil understøtte privatforbruget og derigennem bidrage til en mere positiv økonomisk udvikling," konstaterer Malthe Munkøe.

Pilen peger opad, men farer lurer
Også fra udlandet kommer der gode nyheder. Især den amerikanske økonomi er inde i en gunstig udvikling. Alligevel er det økonomiske billede ikke kun rosenrødt, og det kan tage tid at veksle forbrugeroptimismen til varig fremgang. Danmark hænger stadig fast i lavvækst, og i udlandet er der en del udestående økonomiske svagheder, der vil kunne svække et globalt opsving.

"Det begynder at se bedre ud, men der er stadig faretegn i forskellige økonomier, hvilket både vil kunne ramme dansk eksport og hæmme et globalt opsving. Eurozonens økonomier klarede det finansielle stormvejr, men er stadig ikke i en god forfatning. Sydeuropa befinder sig fortsat i et økonomisk morads, og Frankrigs evindelige budgetunderskud begynder også at give anledning til en vis bekymring. Desuden er Kinas økonomiske vækst aftaget noget, og blandt analytikere er der en del snak om, hvorvidt landet risikerer at blive ramt af en boligboble. Men efter fem år med krise er der ikke noget at sige til, at de økonomiske udsigter ikke er lige gode alle steder. Det vigtige er, at pilen er begyndt at pege opad, og på den baggrund forventer vi fremgang for dansk økonomi," slutter Malthe Munkøe.

For yderligere oplysninger kontakt konsulent i Dansk Erhverv, Malthe Munkøe på tlf. 3374 6510 / 91335802 eller mmm@danskerhverv.dk.

Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire