Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/08-13   -   Pressemeddelelse

Dankortene glødede i juli

De positive nøgletal for dansk økonomi overgår i øjeblikket de negative. Således også dankortomsætningen i juli, hvor det blev til 26,6 mia. kr. fordelt på 87,8 millioner transaktioner. Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv glæder sig over en stabil fremgang i dankortomsætningen.

Nye tal for dankortomsætningen i juli 2013 fra Nets viser en stigning på 1,2 mia. kr. i forhold til juli 2012. Det svarer til en markant procentvis fremgang på 4,7 pct., hvilket er væsentligt højere end inflationen, der i øjeblikket befinder sig i underkanten af 1,0 pct.

Dansk Erhverv glæder sig over, at en række økonomiske nøgletal har haft pil opad de seneste måneder. Det drejer sig bl.a. om forbrugerforventninger, ledighed, konkursomfang, boligpriser, detailomsætning og altså også dankortomsætningen.

"Dankortomsætningen er kun én blandt flere strømpile for privatforbruget. Men det er positivt, at dette økonomiske nøgletal nu ret stabilt har udviklet sig bedre i 2013 end i 2012. Det trækker i retning af en fremgang i privatforbruget fra 2012 til 2013, hvor Dansk Erhverv i sin seneste økonomiske prognose forventer en realvækst på 0,9 pct. stigende til 1,6 pct. i 2014. Udover det gode sommervejr er forbrugslysten yderligere stimuleret af sænkede afgifter på øl og sodavand, af et markant inflationsdyk og af skattelettelser til beskæftigede som følge af sidste års skattereform," siger Andreas Kildegaard Pedersen, økonom i Dansk Erhverv.

"Med en aktuel inflation på ca. 1 pct. overgik væksten i dankortomsætningen i juli på 4,7 pct. klart inflationen. Det hører dog med til billedet, at der år for år er en generel bevægelse i retning af stigende brug af betalingskort fremfor kontanter. Så for at dankortomsætningen skal indikere en reel mængdemæssig omsætningsfremgang, skal dankortomsætningen helst stige 1-2 pct.-point mere end inflationen, som det faktisk også har været tilfældet i de seneste mange måneder," siger Andreas Kildegaard Pedersen.

Mange små transaktioner
I juli 2013 steg antal transaktioner med 6,7 pct. i forhold til året før og landede på hele 87,8 millioner. Det svarer til, at hver eneste af de ca. 4,8 millioner dankort, der p.t. er i omløb, i gennemsnit blev brugt 18,3 gange i løbet af juli, dvs. alle dankort blev i gennemsnit brugt mindst hver anden dag.

Med en samlet dankortomsætning på 26,6 mia. kr. betyder det et gennemsnitligt beløb pr. dankorttransaktion på 3o3 kr., hvilket er marginalt mindre end det ligeledes lave niveau på 313 kr. i juli 2012. Det viser iflg. Dansk Erhverv, at kontanter i stigende grad forsvinder ud af markedet, og at dankortet også bruges til de mindre betalinger.

For yderligere oplysninger kontakt økonom i Dansk Erhverv, Andreas Kildegaard Pedersen på tlf. 33746162


Relevant information

http://www.danskerhverv.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire