Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/11-13   -   Pressemeddelelse

Arbejdsmarkedet skuffer

Ledigheden i 3. kvartal 2013 steg med 10.000 personer i forhold til det foregående kvartal, viser de seneste tal fra Danmarks Statistiks arbejdskraftsundersøgelse (AKU). Den sæsonkorrigerede AKU-ledighed er dermed oppe på 207.000 personer, svarende til 7.3 pct. af arbejdsstyrken. Desuden viser undersøgelsen, at den sæsonkorrigerede beskæftigelse igen faldt og dermed brød de sidste 4 kvartalers stigning. Den skuffende udvikling i beskæftigelsen og ledigheden står i skarp kontrast til den seneste tids positive danske nøgletal, og det viser med al tydelighed, at man skal passe på med at overfortolke de positive nøgletal, idet dansk økonomi står foran nogle meget store udfordringer, vurderer Dansk Erhverv.

"Dagens tal understreger sammen med de seneste danske nøgletal, at dansk økonomi stadig er meget usikker på benene. Nogle nøgletal peger i en positiv retning, mens andre indikerer, at dansk økonomi stadig har nogle store økonomiske udfordringer. Under alle omstændigheder har den seneste tids positive indikationer været relativt spæde, og dagens tal viser, at det er alt for tidligt at proklamere, at dansk økonomi nu er på vej i den rigtige retning. Dette kan give anledning til nogen bekymring for udfaldet af nationalregnskabstallene i slutningen af måneden, der nemt kan blive endnu en skuffelse", siger Michael H.J. Stæhr, cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

"Når det er sagt, så skal man dog lige iagttage, at dansk økonomi sammenlignet med vores naboer har været relativt hårdt ramt af krisen, hvorfor vi har en forholdsvis lang vej op fra bunden. Beskæftigelsen ligger således fortsat godt 200.000 personer under niveauet fra før finanskrisen ramte dansk økonomi, og den seneste udvikling har åbenlyst ikke mindsket problemets omfang", siger Michael H.J. Stæhr.

Øget beskæftigelse vigtig for genopretning af dansk økonomi
"Der er slet ingen tvivl om, at en stigning i beskæftigelsen er vigtig for dansk økonomi i den nuværende situation, idet den vil kunne sætte det skub økonomien, som vi har så meget behov for. En øget beskæftigelse vil skabe en større indkomst og mere sikkerhed omkring jobsituationen, hvilket begge er to positive faktorer, der kan fyrre op under det haltende private forbrug, således at der kan komme mere gang i produktionen ude i virksomhederne til glæde for beskæftigelsen," siger Michael H.J. Stæhr.

Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire