Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/11-13   -   Pressemeddelelse

Ingen grund til panik over ledighedstal

Bruttoledigheden i oktober voksede med 300 personer i forhold til foregående måned. Dermed voksede ledigheden - om end svagt - for anden måned i træk. Ifølge Dansk Erhverv, som forventer faldende ledighed i 2014, er der dog ingen grund til panik.

Stigningen i bruttoledigheden var på 300 fuldtidspersoner fra september til oktober måned, viser dagens tal fra Danmarks Statistik. I september voksede ledigheden med 700 personer. Stigningen i oktober bringer dermed den samlede bruttoledighed op på 151.300 personer, hvilket svarer til 5,7 pct. af arbejdsstyrken.

"Selv når vi lægger stigningen i ledigheden for både september og oktober sammen, er den samlede stigning relativt beskeden. Der er således ikke tale om noget stort tilbageslag for dansk økonomi og set over hele året har ledigheden været faldende. Vi befinder os blot stadig på et punkt i konjunkturcyklen, hvor væksten endnu er for svag til for alvor at nedbringe ledigheden, og derfor ser vi i øjeblikket denne dans omkring de 5,7 pct. af arbejdsstyrken," siger Geert Laier Christensen, analysechef i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv

Selvom der ikke er grund til at råbe vagt i gevær, ærgrer Dansk Erhvervs analysechef sig alligevel over, at ledigheden vokser for anden måned i træk.

"Væksten i dansk økonomi lider i den grad under, at forbrugerne fortsat holder deres penge tæt til kroppen. Det øger derfor ikke ligefrem forbrugernes optimisme og købelyst, når de to måneder i træk hører om stigende ledighed - selvom det har været beskedne stigninger," siger Geert Laier Christensen

Dansk Erhverv forventer, at ledighedsniveauet vil være nogenlunde status quo året ud, men at det atter vil falde langsomt i 2014.

"Det er vores forventning, at væksten vil tage en smule fart i 2014, og vores seneste medlemsundersøgelse peger da også på, at godt en fjerdedel af vores virksomheder forventer at ansætte flere folk i 2014. Man skal dog være opmærksom på, at det er ganske almindligt, at ledigheden reagerer med en smule forsinkelse i forhold til resten af realøkonomien. Dvs. der skal formentlig være et kvartal eller to med vækst, før vi for alvor vil opleve et fald i ledigheden," siger Geert Laier Christensen.

Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire