Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/12-13   -   Pressemeddelelse

Lad os få turbo på de nye iværksætterlån

Dansk Erhverv hilser fremrykningen af de nye Vækstlån til årsskiftet velkommen. Allerede fra årsskiftet får Vækstfonden 350 mio. årligt at uddele til nye virksomheder, der har vist, de kan skaffe kunder. En velanbragt julegave til vækstlaget i dansk økonomi, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

"Udfordring nummer ét for mange iværksættere er adgang til risikovillig kapital. Bankerne tøver i mange situationer, og det betyder, at vi er længere om at trække os fri af lavvæksten. Derfor er fremrykningen af de nye lån en rigtig positiv nyhed," lyder reaktionen fra markedsdirektør i Dansk Erhverv Søren Friis Larsen.

Han opfordrer til at give fuld gas i forhold til at få pengene i arbejde:

"Med de her lån får bankerne et rigtigt attraktivt værktøj til at supplere deres øvrige produkter. Vækstlånet ydes direkte fra Vækstfonden, og det står efter andre sikrede kreditorer, så banken får sine egne penge først, hvis noget går galt. Derfor bør bankerne straks sørge for at udbasunere de nye muligheder over det ganske land, så alle filialer får bragt denne kapitaladgang i spil, hvor det er relevant," siger Søren Friis Larsen.

Dansk Erhverv forventer at se en klar positiv effekt af tiltaget. Men det kræver naturligvis, at midlerne kommer hurtigt i spil.

"Vi kommer til at gøre reklame for de nye muligheder, og det håber jeg også, bankerne gør. Det har før knebet med at få alle med på Vækstfondens produkter, men det er blevet bedre med tiden. Forhåbentlig skal vi ikke helt hen til foråret, før de nye penge strømmer ud i iværksættermiljøet," siger Søren Friis Larsen.

For at styrke adgangen til finansiering for de iværksættere, som har et finansieringsbehov over 2 mio. kr., indgik regeringen, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti i forbindelse med Vækstplan DK en aftale om en ny ordning - Vækstlån til iværksættere - som oprindeligt skulle træde i kraft fra 2015.

Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire