Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/01-14   -   Pressemeddelelse

Erhvervslivet støtter vigtig vækstplan for turismen

Regeringen har i dag lanceret sin nye vækstplan for turisme. Den peger på turismen som et af Danmarks vigtige væksterhverv og kan få en positiv betydning for branchen på den længere bane, vurderer Dansk Erhverv.

Med lanceringen af vækstplanen for turisme har regeringen taget et markant initiativ til at styrke et af Danmarks vigtigste eksporterhverv. Turismen står for en årlig omsætning på 82,4 mia. kr. og skaber 120.000 job - og potentialet er endnu større.

"Nøglen til at styrke dansk turisme er udvikling og tilgængeliggørelse af sammenhængende oplevelser, bedre samarbejde om indsatsen, større synlighed og ikke mindst en bedre konkurrenceevne. Regeringens vækstplan skaber rammerne for en positiv udvikling for branchen på den længere bane," siger markedsdirektør i Dansk Erhverv Mette Feifer.

Fokusområder med stort potentiale
Især planens markante initiativer på erhvervs- og kystturismeområdet finder opbakning hos erhvervsorganisationen:

"Det er positivt, at regeringen vil prioritere erhvervsturismen. Det er et område med højtforbrugende gæster, hvor vi virkelig kan skabe vækst og brande Danmarks styrkepositioner, hvis vi bliver endnu bedre til at tiltrække de store internationale konferencer, kongresser og events," siger Mette Feifer.

"Kystturismen repræsenterer størstedelen af overnatningerne i dansk turisme, og her skal vi skabe fornyet vækst efter nogle år med faldende overnatninger. Kystturismen har en stor betydning i mange lokalsamfund, hvor den er med til at sikre livet og lokalmiljøet i yderområderne - også udenfor sæsonen," siger hun.

"Med den nye vækstplan kommer naturen mere i spil og bliver gjort tilgængelig og attraktiv for turisterne. Det er ikke mindst interessant, at regeringen vil se på, om planloven udgør en barriere for turismen," siger Mette Feifer.

Endelig foreslår regeringen en omorganisering af en stor del af turismefremmeindsatsen.

"Vi vil fra erhvervets side bakke op om initiativer, der kan styrke samarbejdet og koordineringen i dansk turisme - så længe det vel at mærke sker i et tæt samspil med erhvervslivet. Vi har brug for et tæt offentlig-privat samarbejde, hvis vi skal skabe synlighed og sammenhæng i en branche, der spænder lige fra overnatninger i sommerhuse til internationale kongresser," siger Mette Feifer.

Rammevilkår batter mest
Dansk Erhverv mener dog, at vækstplanen bør følges op af grundlæggende forbedringer af virksomhedernes rammevilkår, hvis den for alvor skal batte.

"Vi vil gerne kvittere for de forbedringer af rammevilkårene, regeringen allerede har foretaget. Men erhvervs- og vækstministeren har tidligere meldt ud, at han har en ambition om at skabe 6.000 ekstra jobs inden for turismen, og som repræsentant for en stor del af turismebranchen må vi også være realistiske og sige, at vækstplanen ikke gør det alene. På den lange bane skal den følges op af yderligere forbedringer af rammevilkårene - som refusion af energiafgifter og fuld momsafløftning som i nabolandene - hvis det virkelig skal batte," siger Mette Feifer.

###

Dansk Erhverv repræsenterer ca. 7 ud af 10 udenlandske turismeovernatninger fordelt på feriehuse, hoteller, feriecentre og camping samt en række øvrige turismerelaterede erhverv som attraktioner, restauranter og caféer, kulturelle tilbud mv. Derudover repræsenterer Dansk Erhverv detailhandel og transport, der har en betydelig andel af turismeomsætningen.

Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire