Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/02-14   -   Pressemeddelelse

Big Data skal skabe vækst i Danmark

Ny rapport fra Erhvervsstyrelsen konkluderer, at Danmark sidder på et guldæg i form af frie og offentlige data. Dette guldæg skal klækkes ved etablering af en national Big Data-enhed nedsat af regeringen. Enheden skal fungere som rugekasse for offentlige data, der både kan omsættes til offentlige besparelser og nye innovative kommercielle løsninger, der kan bidrage til dansk vækst og beskæftigelse, mener Dansk Erhverv.

En ny rapport fra Erhvervsstyrelsen konkluderer, at der er et kæmpe uudnyttet forretningspotentiale i de såkaldte Big Data. I Erhvervsstyrelsens rapport afdækkes de vigtigste barrierer for datadreven forretningsudvikling. Blandt andet konkluderes det, at der skal være bedre mulighed for at få overblik over og benytte offentlige data.

"Danmark er gennemregistreret, og det er en kæmpe fordel, som vi skal udnytte til at etablere landet som international frontløber, når det kommer til at opbygge viden og kompetencer inden for data, teknologi og dataanalyse. Samtidig er der et stort uudnyttet potentiale i at forbedre erhvervslivets adgang til offentlige data, så de kan bruges forretningsmæssigt og skabe vækst og arbejdsplader i landet," siger chefkonsulent Louise Riisgaard fra Dansk Erhverv.

Fremtidens innovation opstår, når vi finder nye mønstre i store datamængder, sammensætter og bruger dem på nye måder. Dansk Erhverv ser dette potentiale forløst blandt unge iværksættervirksomheder, der er født datadrevne, og i de rådgivnings- og konsulentvirksomheder, som leverer data til andre virksomheder og offentlige myndigheder.

"Vi skal hjælpe virksomheder til at udvikle de analytiske- og ledelsesmæssige kompetencer, det kræver, at forstå og udnytte disse data strategisk, og vi skal hjælpe dem over den betydelige barriere, det er at opbygge en egentlig datadrevet organisation," siger Louise Riisgaard.

For at udnytte mulighederne i Big Data foreslår Dansk Erhverv, at der opbygges en national Big Data-enhed baseret på offentlig-privat partnerskab. Enheden skal fungere som offentligt samlingspunktet for private udviklere, der arbejder med frie data.

Formålet med enheden er at udvikle nye metoder og systemer til behandling af store mængder data, og som del heraf skal enheden bidrage til at gennemføre effektiviseringer og realisere besparelser i den offentlige sektor. Desuden skal enheden hjælpe private virksomheder, som ønsker at få udleveret data fra offentlige myndigheder til brug for kommercielle løsninger.

"Regeringen bør lave en målrettet Big Data-satsning for at høste både de kortsigtede og langsigtede gevinster, der kan være ved at bruge frie offentlige data til at søge sammenhænge, som ellers er usynlige for det menneskelige øje. Målet skal være at skabe kommercielle løsninger og eksempelvis optimere udnyttelsen af sengepladser på hospitalerne eller sikre en mere målrettet medicinering af ældre," udtaler chefkonsulent Louise Riisgaard.

Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire