16/12-14
-
Pressemeddelelse
Danskernes julehandel er kommet fint fra start
Tal fra Nets, viser at danskerne har brugt dankortet flittigt i de første 14 dage af december. Der er blevet købt for en milliard kroner mere end sidste år. En stigning på i alt 7,5 procent. Lidt bedre end forventet er vurderingen fra Dansk Erhverv.
Den første temperaturmåling på årets julehandel viser, at danskerne i de første 14 dage af julemåneden har brugt deres dankort til at købe for godt 15,5 milliarder kroner. Tallene for dankortomsætningen i 1.-14. december kommer fra Nets, og de 15,5 milliarder kroner viser en stigning på en milliard kroner eller 7,5 procent i forhold til samme periode sidste år. Dermed er julesalget gået rigtig fint indtil videre i december.
"Danskerne har længe holdt igen på pengene, men de første fjorten dage af december har overrasket positivt. Der er købt for mere, end vi havde forventet, og det er godt, for forbruget er centralt for at få fut i den bundfrosne danske vækst," siger analysechef Geert Laier Christensen.
Et merforbrug på 1,5 procentStigningen i dankortomsætningen dækker både danskernes almindelige forbrug samt merforbrug i forbindelse med julen. Stigningen svarer på 1 milliard svarer kun til et merforbrug på 1,5 procent, når man tager højde for inflationen og danskernes generelle øgede brug af dankortet i stedet for kontanter. Det er imidlertid positivt nyt i en situation hvor udviklingen i detailomsætningen er stagneret, og regeringen forventer noget der minder om nulvækst i privatforbruget i 2014.
"Vi kan håbe på at tallene varsler om, at juleoptimismen bringer os godt ind i 2015, men vi vil være varsomme med at råbe opsvinget kommer, når der kun er tale om et halvlegs resultat," siger Geert Laier Christensen
Stigning i e-handelStigningen i dankortomsætningen er også udtryk for, at danskerne i stigende udstrækning køber julegaver over nettet, hvor købet typisk sker med dankort. Det er i mindre udstrækning tilfældet i den fysiske detailhandel
"Vi har forventet en vækst på ti procent, når det drejer som om danskernes julegavekøb over internettet. Det passer ganske fint med den stigning, vi ser i de faktiske tal for dankortomsætningen," siger Geert Laier Christensen.