Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/02-15   -   Pressemeddelelse

Nu bliver det lettere at stoppe falske brugeranmeldelser

Nye retningslinjer skal være med til at skabe øget gennemsigtighed og troværdighed omkring brugeranmeldelserne til gavn for både forbrugere og erhvervsdrivende. Dansk Erhverv bakker op om retningslinjerne, som træder i kraft 1. maj 2015.

Der er mange fordele ved brugeranmeldelser for både forbrugere og erhvervsdrivende, men det kræver, at anmeldelserne er til at stole på. Derfor har Dansk Erhverv været med til at efterspørge de retningslinjer, som Forbrugerombudsmanden kunne præsentere mandag den 2. februar.

"Vi kan se, at brugeranmeldelserne bliver et stadigt vigtigere redskab for forbrugerne ved køb over nettet. Derfor er det også nødvendigt med nogle konkrete spilleregler, så forbrugerne har en garanti for, at brugeranmeldelserne rent faktisk er til at stole på. Ellers mister de bare værdi," siger Bo Dalsgaard, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

"De erhvervsdrivende er interesserede i at skabe gennemsigtighed omkring brugeranmeldelserne, da det er en oplagt måde at komme i dialog med både tilfredse og utilfredse kunder," siger Bo Dalsgaard.

Med de nye retningslinjer skal det blandt andet fremgå tydeligt, hvis en forbruger har fået betaling for en offentliggjort anmeldelse. Onlinetjenester forpligter sig endvidere på at offentliggøre alle modtagne anmeldelser om en erhvervsdrivende, de skal behandle klager fra erhvervsdrivende og forbrugere inden for en kort tidsfrist og den erhvervsdrivende har altid ret til at få bragt et genmæle.

"Retningslinjerne vil være med til at reducere antallet af falske anmeldelser, hvor en virksomhed for eksempel køber sig til positive anmeldelser eller til at blive fremhævet på bekostning af andre. En sådan praksis kommer ingen til gavn, da det er både konkurrenceforvridende og med til at undergrave brugeranmeldelsernes troværdighed," siger Bo Dalsgaard.

De nye retningslinjer for brugeranmeldelser træder i kraft 1. maj 2015 og omfatter onlinetjenester, der offentliggør brugeranmeldelser. Forhandlingsparterne bag retningslinjerne er Dansk Erhverv, Forbrugerrådet Tænk, Danske Medier, FDIH og DI Handel.

Pressekontakt


Firma

Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K, Danmark

  33 74 65 64
  41 19 85 03

http://www.danskerhverv.dk

Modtag nyheder fra Dansk Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire