23/08-05
-
Pressemeddelelse
Tyvstart på Firmaidrætsfestival 2005
De 1000 billetter blev revet væk på under én dag, da Dansk Firmaidrætsforbund gratis tilbød skolerne i Aalborg og Nørresundby en spændende dag med friluftsaktiviteter i Mølleparken fredag d. 2. september, som et led i åbningen af Firmaidrætsfestival 2005 i Aalborg, der afholdes d. 2.-4. september 2005.
- Vi havde planlagt at lave et arrangement for maksimalt 1000 elever, og måtte til stor glæde konstatere, at vi fik fyldt meget hurtigt op, lyder det fra Dansk Firmaidrætsforbunds formand Peder Bisgaard, som understreger, at der naturligvis er plads til langt flere end 1000 personer til familie- og friluftsaktiviteterne i Mølleparken og ved Nørresundby Idrætscenter, når festivalen "rigtigt" åbner fredag d. 2. september kl. 14:00.
- Vi ønskede, at tilbyde skolerne en anden form for motion og bevægelse, og til friluftsaktiviteterne for skoleeleverne har vi satset på 4.-6. klassetrin", fortæller formand for Aalborg Firmasport Verner Sørensen.
Arrangementet for skolebørnene i Mølleparken fredag d. 2. september om formiddagen vil centrere sig om de friluftsaktiviteter, som også tilbydes alle interesserede børn og voksne under selve festivalen. Der er tale om en kavalkade af spændende udfordringer, såsom træklatring, svævebane, tovbaner, øksekast og meget mere.
Firmaidrætsfestivalen byder også på et væld af aktiviteter ved Nørresundby Idrætscenter lørdag og søndag. Her kan man prøve Jyllands længste svævebane, man kan high-jumpe syv meter op i luften og meget mere. Er man mellem 12-16 år kan man endvidere komme til Aqua Discotek i Svømmeland lørdag aften kl. 19.00-23.00.
Firmaidrætsfestival 2005 præsenteres af Dansk Firmaidrætsforbund og Aalborg Firmasport i samarbejde med Aalborg Kommune.
Relevant information
http://www.dfif.dk
Firma
Dansk Firmaidrætsforbund
Storebæltsvej 11
5800 Nyborg,
Danmark
+45 30 60 46 50
+45 65 30 14 26
http://www.firmaidraet.dk