Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/09-05   -   Pressemeddelelse

Motion på arbejdspladsen skal gøres internationalt

De nordiske firmaidrætsorganisationer fra Island, Finland, Norge, Sverige og Danmark har i weekenden d. 23-25. september været samlet til Nordisk Møde i Ribe. Mødet har fokuseret på landenes dopingbekæmpelse og på at overføre erfaringerne fra de store nordiske motionskampagner til andre europæiske lande. På mødet deltog, udover de nordiske repræsentanter, præsidenten for den europæiske firmaidrætsorganisation - The European Federation for Company Sport (EFCS), Didier Besseyre, og EFCS generalsekretær Musa Lami.

På mødet bakkede samtlige deltagende lande ubetinget op omkring WADA's dopingregler - den såkaldte "WADA-Code".

De nordiske firmaidrætsorganisationer besluttede i den forbindelse at indstille til EFCS, at det fælleseuropæiske charter ændres, således at charteret understreger vigtigheden af at følge "WADA-Coden" i alle forhold.

På det Nordiske Møde blev det endvidere besluttet, at indstille til EFCS, at der foretages endnu en ændring af det fælleseuropæiske charter, således at EFCS kan blive mere end en arrangør af europæiske sportsfestivaler for firmahold, men også kan blive en organisation, der udbyder motionsaktiviteter mere generelt.

Det er de nordiske firmaidrætsorganisationers mål, at overføre konceptet bag Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne "Arbejdspladsen motionerer", og andre lignende nordiske motionskampagner, til andre europæiske lande. Konceptet bag de nordiske motionskampagner er at få folk til at motionere 30 minutter om dagen helt i tråd med den danske Sundhedsstyrelses anbefalinger. Ambitionen er at gøre pusterumsøvelser, mailmotion og andre former for Motion på arbejdspladsen til en del af hverdagen på mange europæiske virksomheder.

Præsident i EFCS Didier Besseyre tager varmt imod det nordiske initiativ:

- De nordiske firmaidrætsorganisationer er lokomotiver i udviklingen og gennemførelsen af Motion på arbejdspladsen. Jeg er meget glad for, at de nordiske lande nu stiller deres ekspertise og erfaring til rådighed i bestræbelserne på at overføre motionskampagnerne til andre EFCS medlemslande. Jeg har store forventninger til den ekstra dimension, der hermed tilføres EFCS og dets medlemmer.

Formand for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, udtaler:

- Vi har i dag taget det første vigtige skridt i retning mod at kunne tilbyde Motion på arbejdspladsen i andre europæiske lande. Det er utroligt vigtigt, at EFCS´ medlemslande er med til at sætte den internationale dagsorden hvad angår folkesundhed. Arbejdspladsen er et af de mest centrale steder at sætte ind, og med dette tiltag vil vi kunne gøre endnu mere for at skabe og implementere sundhedsfremmende aktiviteter, der i sidste ende kan give den enkelte et længere og bedre liv.

Relevant information

http://www.dfif.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Firmaidrætsforbund
Storebæltsvej 11
5800 Nyborg, Danmark

  +45 30 60 46 50
  +45 65 30 14 26

http://www.firmaidraet.dk

Modtag nyheder fra Dansk Firmaidrætsforbund på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire