09/02-10
-
Pressemeddelelse
Næsten alle foreninger husker børneattesterne
Landets idrætsforeninger er blevet gode til at huske de lovpligtige børneattester på nyansatte trænere og ledere - ny undersøgelse viser, at det nu kun er seks procent af foreningerne, der enten aldrig eller kun nogle gange indhenter børneattester
Langt de fleste af de danske idrætsforeninger er ved at få det ind på rygraden: De skal huske at indhente de såkaldte børneattester, når de nyansætter trænere og ledere, der dagligt omgås børn og unge under 15 år. Det viser en ny undersøgelse fra landets idrætsorganisationer, DIF, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund.
Inden for det seneste års tid har idrætten gennemført tre undersøgelser om indhentning af børneattester, og der er tale om en meget positiv fremgang. Den første undersøgelse fra slutningen af 2008 viste, at omkring en fjerdedel af foreningerne aldrig eller kun nogle gange indhentede attesterne, mens det et halvt år senere var otte procent, der undlod at gøre det. I den seneste undersøgelse er det nu seks procent, der fortsat ikke overholder loven.
"Det er blevet betydeligt bedre, og det er vi naturligvis glade for. Men selv om vi kan notere os en fremgang, så er det fortsat et problem, at nogle foreninger blæser på loven og undlader at indhente attesterne. Det er vigtigt for idrætsforeningernes omdømme, at de tager det alvorligt og sørger for at få attesterne ordnet," siger formanden for DGI, Søren Møller.
Kampagne virker
Den seneste undersøgelse understreger, at næsten alle foreninger - 96 procent - ved, at det er et lovkrav, at indhente børneattester på nyansatte trænere og ledere. Samtidig giver 87 procent af foreningerne udtryk for, at deres viden om lovkravet stammer fra idrætsorganisationernes kampagner.
"Vi har intensiveret vores information til foreningerne, og det er godt at se, at det virker. Men i lyset af, at der endnu er seks procent, der stadig ikke følger lovens krav, vil vi fortsætte vores oplysningskampagne, så vi forhåbentlig får de sidste foreninger med," siger formanden for DIF, Niels Nygaard.
Sanktioner er indført
Idrætsorganisationerne foreslog sidste år, at der blev mulighed for at sanktionere i forhold til de foreninger, der undlader at indhente børneattesterne. Det er sket ved, at kommunerne fra i år har mulighed for stoppe tilskud og lokaletildeling til de foreninger, der ikke følger loven.
"Det er meget vigtigt, at foreningerne får indhentet de lovpligtige børneattester, og som organisationer er vi helt på linje med skærpelsen af loven. Dermed bliver der lagt pres på foreningerne fra to sider, så vi kan få de sidste procent med," siger formanden for Dansk Firmaidrætsforbund, Peter Bisgaard.
Yderligere oplysninger:
Niels Nygaard, formand for DIF: 20 73 71 12
Søren Møller, formand for DGI: 23 28 02 34
Peder Bisgaard, formand for Dansk Firmaidrætsforbund: 24 45 30 15
Relevant information
http://www.firmaidraet.dk
Firma
Dansk Firmaidrætsforbund
Storebæltsvej 11
5800 Nyborg,
Danmark
+45 30 60 46 50
+45 65 30 14 26
http://www.firmaidraet.dk